Vidnesbyrd

ER VÆKKELSE PRAKTISK?

(Eksempler fra vækkelsen i Korea)

En læge havde pralet af, at han havde en af de ærligste kokke, som fandtes i Korea. (I Østen er det altid kokken, der går til marked og køber ind til husholdningen). Men da denne kok kom til syndserkendelse, bekendte han: »Jeg har hele tiden bedraget lægen. Mit hus med dertil hørende jordlod har jeg anskaffet for de penge, jeg har bedraget lægen for.« Kokken solgte sit hjem og tilbagebetalte lægen.

En lærer var af missionen blevet betroet til at købe en byggegrund til arbejdet. Han købte grunden og sagde, at den kostede 500 dollars. Missionæren betalte regningen til trods for, at han syntes, prisen var alt for høj. Under vækkelsen bekendte denne lærer, at han havde købt byggegrunden for 80 dollars. Han solgte alt, hvad han havde, og betalte de 420 dollars tilbage til missionæren.

Krigskorrespondenten Mackenzie havde en tjenestedreng, som havde bedraget ham for mindre end fire dollars. Da denne dreng følte sig tynget af sin synd, gik han til fods 80 engelske mil ind til byen, hvor han bad missionæren om at sende pengene til hr. Mackenzie. Var det underligt, at krigskorrespondenten fik tillid til den slags kristendom?

En mand i byen We Ju, som havde hustru og en søn, forlod dem og rejste til en anden by, hvor han skaffede sig stor rigdom. Der giftede han sig med en anden kvinde, med hvem han fik to døtre. Da hans sjæl blev grebet af vækkelsen, traf han foranstaltninger til denne kvindes og døtrenes underhold, rejste tilbage til We Ju og blev forligt med sin retmæssige hustru. Hvis en vækkelse i lighed med den i Korea nogensinde når de såkaldte kristne lande, hvor skilsmisser er blevet almindelige, vil der blive nogle overraskende sociale omvæltninger.

En diakon, som alle anså for retsindig, blev mere og mere urolig, eftersom vækkelsen. fortsatte. Han bekendte, at han havde stjålet fra et godgørenhedsfond. Alle var højlig forbavset herover og ventede, at han nu skulle få fred. I stedet for blev han end mere fortvivlet, indtil han bekendte at have overtrådt det sjette bud.

En kvinde, som i flere dage syntes at gennemgå helvedes kvaler, bekendte en aften på et offentlig møde, at hun havde bedrevet hor. Missionæren blev forfærdet, da han vidste, at hendes mand var til stede, og i følge koreansk lov havde ret til at dræbe hende. Denne mand gik imidlertid grædende over og knælede ved siden af sin hustru og tilgav hende. Hvor blev den Herre Jesus forherliget, da Han sagde til denne koreanske kvinde: »Gå bort og synd ikke mere.«

Sådanne ekstraordinære begivenheder kunne ikke undgå at gøre indtryk på skarerne, og kirkerne fyldtes. En del kom for at spotte; men frygt betog dem, og de endte med at bede. Lederen af en røverbande, som kom af nysgerrighed, blev overbevist om synd og blev omvendt. Han gik straks til myndighederne og anmeldte sig selv. Den forbavsede dommer sagde: »De har ingen anklager; De anklager Dem selv. Vi har ingen lov i Korea, som passer til dette tilfælde,« og dermed lod han ham gå.

Hr. Swallen, en af missionærerne, udtalte sig således: »Det var vel værd at have tilbragt disse måneder i bøn, for da Guds Ånd kom, udrettede Han mere på en halv dag, end alle missionærerne kunne have udrettet på et halvt år. På mindre end to måneder blev mere end to tusinde hedninger omvendt.« Således er det altid, når Gud får den første plads. Men som regel vil menighederne, der dog kalder sig med Kristi navn, ikke give Gud mulighed for indgriben ved at bie på Ham i bøn.

(J. Goforth)