Vidnesbyrd

HINDRINGER FOR VÆKKELSE FJERNES

En gammel prædikant har fortalt følgende gribende tildragelse, som var en af hans mange oplevelser i Evangeliets tjeneste.

Han blev engang sendt til en menighed, som stod på et meget lavt stade, åndeligt set. Der havde ikke i lange tider været vækkelse. Prædikanten samlede om aftenen nogle gudfrygtige venner til bøn om vækkelse. Det fortsatte med disse møder i femten måneder; men himmelen forblev lukket, som var den af kobber. Der skete tilsyneladende ingen bønhørelse.

Da efteråret kom, afsatte prædikanten en dag til fælles bøn. Til sin store glæde oplevede han, at menigheden i et stort antal kom ind fra landet med deres familier, så at mødelokalet blev fyldt. Prædikanten fortalte menigheden, at hensigten med mødet var at bede Gud om vækkelse. Efter at man havde sunget en salme, og indgangsbønnen var blevet bedt, skulle bedemødet begynde. Men alle sad tavse, og der var ingen, der hverken bad eller aflagde vidnesbyrd. Der hvilede en trykkende stilhed over forsamlingen, og alle sad afventende.

Omsider rejste en gammel mand sig på en af de forreste bænke. Han var en af de ledende i menigheden. »Hr. pastor,« sagde han, »jeg tror ikke, at den Helligånd kan give vækkelse, så længe broder Johan og jeg ikke kan tale sammen. «

Derpå gik han ned mellem menighedsmedlemmerne og søgte Johan. Da han fandt ham, sagde han: »Broder Johan, du og jeg har ikke talt sammen i fem år. Lad os begrave stridsøksen. Her har du min hånd.«

Da den gamle mand efter dette gribende opgør gik tilbage til sin plads, hørte han en dæmpet snøften og gråd i forsamlingen. Men det varede ikke længe, før en anden af de ledende brødre i menigheden stod op og sagde: »Hr. pastor, jeg tror ikke, at der kommer vækkelse, så længe jeg taler smukke ord op i Deres ansigt, men grimme ord bag Deres ryg. Jeg beder Dem om tilgivelse.«

Da dette menighedsmedlem og prædikanten havde gjort op med hinanden, blev der atter stille i forsamlingen. Men derefter begyndte der et opgør, som himlens engle havde stor grund til at glæde sig over. Mænd og kvinder gik lydløst om fra den ene til den anden og gjorde gammel strid, nag og uenighed op med hverandre.

Da sænkede Herrens herlighed sig ned over de forsamlede. En stor og velsignelsesrig vækkelse brød løs i omegnen, og vækkelsen fortsatte i tre år.