Vidnesbyrd

HVAD VÆKKELSE KAN KOSTE

Missionærerne i byen Y. i Syd-Kina bad meget om vækkelse. Der kom nok en del til gudstjenesterne om søndagen såvel som til de øvrige møder i ugens løb; men de lod sig ikke tilfredsstille med, at det ydre maskineri var i orden; de længtes efter nyt liv inden for menigheden.

En søndag formiddag foreslog de derfor forsamlingen, at de i stedet for den almindelige prædiken skulle forene sig i bøn om den hårdt tiltrængte vækkelse. Dette gjorde de så på de fem følgende søndage, og svaret udeblev heller ikke, men deres bøn blev hørt på en meget usædvanlig måde.

En sindssyg kinesisk mand kom pludselig en dag ind på missionsstationen, hvor han i gården mødte missionæren fru B. og slog hende i hovedet med en Økse, så at hun faldt til jorden. Her lå hun, blødende fra et gabende sår i tindingen. I sin forvirring løb den sindssyge derefter rundt på stationen for at finde andre, men de havde imidlertid skjult sig. Inden han forlod stationen, tilføjede han missionæren endnu et slag og forsvandt. Snart blev fru B. af kærlige hænder båret ind, og hendes mand syede den store flænge sammen, så godt han kunne. I tre uger svævede hun mellem liv og død og kunne ikke tale. De trofaste kinesiske kvinder veg ikke fra hendes side, hverken nat eller dag, og omgav hende med deres bønner, som Gud besvarede på en forunderlig måde. En dag kunne de stumme læber igen tale, og deres kære missionær var atter vendt tilbage til livet.

Politiet havde forgæves søgt at finde den sindssyge mand; men da det ikke lykkedes at finde ham, skulle hans slægtninge efter kinesisk lov bære hans straf. Dagen var bestemt, da ikke mindre end elleve af hans pårørende skulle henrettes. Missionærerne nød megen agtelste på egnen, og derfor krævede retten så streng en straf for denne forbrydelse. Missionærerne vidste dog intet om dette før på selve henrettelsesdagen, da en af de indfødte kom og fortalte det. Hr. B. løb straks ud til retterstedet og nåede netop frem, inden den grusomme handling skulle finde sted. Der stod disse elleve uskyldigt dødsdømte, blege og skælvende. En soldat, som skulle udføre dommen, havde allerede sværdet i hånd, da hr. B. råbte: »Ingen skal dø. Forsøger De at dræbe nogen, må De først dræbe mig.« De troede, at det var en »høflig talemåde«, som ingenting betød; men missionæren vedblev med stor bestemthed: »Hvis De løfter sværdet for at slå, så springer jeg ind under det, ingen af disse skal dø. Desuden har den Gud, som vi forkynder, hørt bønnen for min hustru og sparet hendes liv.«

Aldrig havde de oplevet noget sådant, de stod som lamslået. Med stor taknemmelighed fik de elleve lov til at gå hver til sit; men som en løbeild rygtedes det vidt og bredt i alle omkringliggende landsbyer, at den udenlandske missionær elskede dem og ønskede ikke at hævne sig, men tværtimod var villig til at dø for dem. Hundreder og atter hundreder kom nu ind til gudstjenesterne for at høre om Jesus-læren og det resulterede i, at store skarer omvendte sig til Herren og lod sig døbe. Hver søndag var der samlet mellem 1200 og 1500 mennesker, en ny tid var i sandhed kommet. Vækkelsen, de havde bedt om, var kommet; men den havde også kostet meget.