Vidnesbyrd

DEN LILLE ENKE

Kola lå skjult i en afkrog af det snavsede udhus. Hun søgte at glemme den elendighed og lidelse, som var indprentet i hendes sind, medens hun pressede sine små hænder mod øjnene. Efter nogle få øjeblikkes stilhed genlød luften af klageskrig, efterfulgt af en lyd af løbende fødder. Kola bukkede sig endnu dybere ned uden at tage mindste hensyn til, at hendes dejlige silke-sari blev plettet af alt det snavs, hun var omgivet af. Hun vidste, at inden ret længe ville hun blive plettet af noget, som var langt værre. Klageråbene lød gennem luften. Hun kunne høre, at folk løb hid og did. Nu hørte hun det skrig, hun havde frygtet: "Kola! Hvor er den onde Kola, som er skyld i hendes mands død?"

Snart blev den lille, skælvende skikkelse trukket frem og stod foran sin svigermor. Tårer og bønner var forgæves. I denne afsides indiske landsby var der ikke noget, der hed barmhjertighed. Snart var naboer og børn samlet for at være vidne til hendes fornedrelse. Hæse, grusomme stemmer opmuntrede de gamle kvinder, mens de flåede hendes skønne dragt af og iførte hende en snavset, laset klædning. De tunge sølvbånd om hendes hals, arme og ankler blev brutalt revet af hende, uden at den sarte hud blev skånet. Til sidst kom den værste ydmygelse: »Å, ikke mit hår, ikke mit hår!« hulkede hun. Men stærke hænder holdt hende fast, indtil det dejlige, mørke og bløde hår blev afklippet og kastet ned for hendes fødder. »Gå så, du fordømte! Du er kun skikket til at leve sammen med hunde,« og de spottende landsbydrenge skubbede hende ind i udhuset, hvorefter de låste døren.

Kola lå der med øjnene tæt lukkede og med fastknyttede hænder. Å, hvis hun bare kunne dø! Ville denne forfærdelige elendighed ikke gøre ende på hendes liv? Hun håbede det; men ak, når man kun er tretten år gammel, dør man ikke så let. Medens hun lå der udmattet og hulkende, tænkte hun på lykkeligere dage hjemme hos forældre og søskende. Hvad mon de foretog sig? Ville de komme og hjælpe hende? Nej, det ville de nok ikke, for efter hendes lands skik var det en almindelig mening, at når en mand døde, skyldtes det altid en ond ånd i hustruen. Stakkels Kola! Bortgiftet af sine forældre, da hun kun var tolv år gammel, havde hun rejst den lange vej til mandens hjem for der at finde, at han var en hård og ubarmhjertig mand på over 50 år. Hans mor var en gammel, indskrumpet kvinde, som regerede hele hjemmet både med sin tunge og med sin pisk. Kola anstrengte sig for, i sit korte ægteskab, at undgå hende og forsøgte at behage sin mand så godt hun kunne. Han tog ikke megen notits af Kola, undtagen at han piskede hende ret ofte for at lære hende at blive en lydig hustru. Stakkels Kola, hun ville have været det uden disse piskeslag; men manden var hård og grusom.

Nogle dage i forvejen havde familien overværet en religiøs fest i den fjerntliggende by, Masri. Medens Kola gik frem og tilbage på markedspladsen, lagde hun mærke til nogle hvide folk, som havde nydelige billeder udstillet i deres bod. Der var især et billede, som tiltrak sig hendes opmærksomhed. Hun havde betragtet det nøje og længe, da den hvide dame tiltalte hende: »Synes du om det, lille ven?« Kola så pludselig op. Stemmen var så kærlig, og de blå øjne så venlige. »Ja,« sagde hun næsten åndeløst, »det er skønt. Den hvide mand taler jo med drengen, og hvad er det, den pige gør, der sidder på hans knæ?« Damen pegede og sagde: »Det er den Herre Jesus Kristus, den sande og levende Guds eneste Søn. Han elsker indiske drenge og piger og vil, at de skal elske Ham.« Kola så op med forbavselse. Kunne det være muligt? Hendes guder elskede ikke; de sendte kun, hvad der var ondt. Hun kom endnu nærmere for at betragte billedet, da der lød en barsk stemme: »Kola!« Hun kendte sin mands røst. Den venlige dame med den kærlige stemme lagde nu en lille bog i hendes hånd, og instinktmæssig gemte hun den under sin sari.

Sent om aftenen gik hun den nøje igennem. Den havde det samme billede, kun var det mindre, og bladene var dækket af skrifttegn; men hun måtte desværre nøjes med at se billederne, for hun kunne ikke læse. Mange gange hviskede hun til sig selv: »Jesus Kristus, den sande og levende Guds eneste Søn, og Han elsker indiske drenge og piger og vil, at de skal elske Ham. « Den næste dag blev hendes mand syg med høj feber: lungebetændelse; men folk sagde, at det var »onde ånder«. Han døde, og Kola skulle straffes, for det måtte jo være hende, som havde kastet en ond ånd på sin mand. I hele seks uger måtte hun udholde slag og sult. Der var ingen, som havde et venligt ord tilovers for hende, hun var det ikke værd. Hvem bryder sig om en ussel, elendig enke?

Nogle uger senere lå Kola på en stråmåtte i et lille skur, som var hjemsøgt af rotter. Hun kunne ikke sove, fordi en stor frygt fyldte hende. I timevis havde hun betragtet sit dyrebare billede og følt i sit hjerte, at denne underfulde Herre Jesus elskede hende, for det havde den hvide dame med de blå øjne og den kærlige stemme sagt. Men hun havde sagt: »Drenge og piger,« ikke »enker«. Han kunne vel ikke elske hende, for hun var en enke, en af de »fordømte«. Kola stønnede i sin angst, for hun elskede den smukke mand med det underfulde ansigt.

Et par timer senere listede hun sig stille gennem landsbyen. I sin fortvivlelse havde hun lagt en plan. Hun kunne til nød udholde slag og sult; men hun kunne ikke leve, når hun tænkte på, at Han ikke elskede hende. Hun ville gå til Masri, hvor den hvide dame boede, og spørge hende: »Elsker den Herre Jesus Kristus enker?« Frygten satte fart i benene. Hendes mad bestod af brødskorper, som hun tiggede, og nætterne tilbragte hun under en hæk. Endelig nåede hun byen. Ind og ud gik hun mellem de udstillede borde på markedspladsen; men hun fandt ikke den hvide dame med det dejlige billede. Hun spurgte en frugthandler; men han trak på skulderen: »Hvide folk? De bor mange mile herfra, og de kommer her kun engang imellem, når der er religiøse fester.« Kola fjernede sig og satte sig træt ned på en trillebør. Frugthandleren havde peget i retning af nogle bjerge; men hvordan skulle hun nå så langt? Hendes fødder var ømme og blødte på grund af de frygtelige veje, og hun var forfærdelig sulten. Hun banede sig vej gennem det travle marked og befandt sig omsider på den bjergvej, der ville føre hende op til det sted, hvor den hvide dame boede. Udmattet og med blødende fødder stred den lille Kola sig frem på vejen. Mørket faldt på, og den store måne viste sig på himlen. Pludselig blev nattens stilhed afbrudt af et vildt dyrs brølen. Hun skyndte sig ind under et træ, hendes hjerte bankede heftigt. Hun havde hørt så mange grusomme historier om leoparder og hyæner. Til trods for, at hun var segnefærdig, forsøgte hun endnu engang at komme videre; men hun havde kun gået nogle få skridt, da hun stod foran en ny fare! To mægtige, store, gule øjne syntes at komme lige imod hende. Det var en underlig brølende lyd, som hun aldrig før havde hørt. Hun stod som forstenet af skræk, og da det forfærdelige uhyre kom nærmere, besvimede hun.

John Harcourt lænede sig tilbage i bilen. »Far, det er da nogle grusomme veje. Dine bildæk bliver alt for hurtigt ødelagt.« – »Veje!« Dr. Harcourt smilede ad sin fjortenårige søn, som lige var kommet med fly fra England for at tilbringe sin skoleferie sammen med forældrene. »Vent til regnsæsonen kommer, så kan man slet ikke kalde dem veje.« »Hvorfor bliver du herude, far, når du kunne have en fin praksis i England med moderne hospitaler og ... og alt det?« John ville have sagt »masser af penge«, men kunne alligevel ikke. – »John, Indien behøver Kristus, det vil du snart opdage. Jeg kender Ham; men der er tusinder, der lever i frygt og elendighed, som aldrig har hørt Hans navn.

Jeg må blive her og fortælle dem om Ham. De har stakkels syge legemer; men, kære John, deres sjæle er endnu mere trængende.« Pludselig skinnede de store, gule billys på en lille laset bylt. Ved en hurtig og kraftig manøvre med bremserne standsede bilen. John hoppede ud og knælede sammen med sin far ved siden af Kolas lille legeme. »Der er liv, John, men heller ikke mer. Vi må have hende hjem hurtigst muligt.

Kola var meget forbavset, da hun åbnede sine øjne. Hendes stakkels forkomne legeme syntes nu at have fundet hvile. Hvor var hun? Dette var ikke under en hæk eller på en åben mark. Et klart lys skinnede. Det var ikke månen, heller ikke en stjerne, men et underligt lys, som hang oppe under loftet. Ved at høre en lyd vendte hun sig og så en stå ved siden af sengen. Til hendes store forundring var det damen med de blå øjne og den kærlige stemme. Men der stod også en til ved hendes side, klædt i hvidt, med et meget venligt ansigt. Han kom smilende og lagde sin hånd på hendes hede pande. – »Men det er jo Ham,« tænkte Kola. »O, Jesus. Kristus Sahib,« stammede hun. »Jeg er en 'forstødt', en fordømt', en 'barne-enke', men sig mig, kan du elske mig?« Dr. Harcourt blev overrasket, men vedblev at stryge hende kærligt på hovedet, idet han glattede hendes hår. Da han så den smertefulde længsel i hendes øjne, sagde han ømt: »Jeg er ikke den Herre Jesus, lille ven. Jeg er kun en af Hans tjenere; men jeg ved, at Han elsker alle.« – »Også barne-enker?« – »Ja, også barne-enker.« – »Så kan jeg elske Ham?« stønnede hun. »Ja, lille ven, elsk Ham af hele dit hjerte. Det gør jeg.« Kola sank tilbage på puderne med et strålende skær over sit ansigt, idet hun hviskede med et smil på sine læber: »Han elsker 'barne-enker', Han elsker mig.« Derefter faldt hun i en dyb, sund søvn.

John stod og ventede ude på verandaen. Hans ansigt var blegt, og der var noget i hans øjne, som dr. Harcourt aldrig havde set før. Hans stemme lød alvorlig: »Jeg hørte alt, hvad den stakkels, pige sagde: Far, nu ved jeg, hvordan du føler med hensyn til at blive herude. Jeg havde aldrig tænkt mig, at nogen kunne lide som det stakkels barn. Vil hendes folk gøre krav på hende, når de hører, at hun er her?« –»Nej, min dreng! Her vil hun blive i sikkerhed, og når hun kommer til kræfter, vil hun være i stand til at komme på missionens skole.« – »Far,« sagde John tøvende, »har du noget imod, at jeg bliver herude lidt længere?« – »Nej, selvfølgelig ikke. Du kan blot komme ind, når du vil.«

Ved den anden ende af verandaen vendte dr. Harcourt sig og så tilbage. John stod endnu, hvor han havde forladt ham, og så ud over det månebeskinnede landskab; men der var noget fjernt og resolut i hans blik, ligesom hos en soldat, der ser krigen nærme sig og er bestemt på at kæmpe og vinde. »Tak Gud,« sagde dr. Harcourt stille hen for sig, idet han gik ind og lukkede døren efter sig.