Vidnesbyrd

»LILLE LAILA«

En rejseoplevelse fra Lapland i 1956

»Kald på mig på nødens dag.« (Sal. 50:15). Oppe i Lapland, 250 kilometer nord for Polarcirklen, boede lille Laila sammen med sin moder, som var enke. Ofte havde de to talt sammen om Gud. Nu var det sommer, og solen skinnede både dag og nat. De boede i en kåt (lappernes telt) langt inde i ødemarken. Laila var kun fem år, da hendes moder pludselig blev syg. Moderen talte alvorligt med sin lille pige og bad hende altid bede til Gud. Nogle timer senere, da midnatssolen kastede sine rødgyldne stråler over bjergenes sneklædte tinder, tog hun sin lille piges hånd og sagde: »Laila, nu må jeg forlade dig, men vi mødes igen hjemme hos Gud.« Kort efter sov hun stille ind. – Nogle naboer tog sig af den lille pige og sørgede for moderens begravelse. Da solen stod lavt i nord og der var ro i laplejren, traf lille Laila sin beslutning. Hun ville opsøge sin mor. Sine fattige ejendele pakkede hun i et lille knippe, lukkede kåtens lem, og medens lapperne, renerne og hundene sov, vandrede hun ud i ødemarken. Hun vidste, at jernbanen passerede Rensjøen, og den var målet for hendes vandring.

Træt og forkommen nåede hun hen på formiddagen dertil og stod nu og ventede på toget. Endelig så hun det langt borte. I en sky af hvirvlende sne kom det farende oppe fra Abisco. Mon man ville få øje på hende og standse? I sin ene hånd holdt hun sin lille bylt og vinkede ivrigt med den anden. Hun hørte bremserne hvine; det lange tog sagtnede farten og standsede lige ud for hende. En dør blev åbnet, og konduktøren hjalp hende op, hvorefter den igen blev lukket. Så kørte eksprestoget videre mod sit 2000 kilometer fjerne mål: Stockholm. Konduktøren spurgte hende venligt, om hun havde billet? Det havde hun ikke. »Hvor skal du da hen?« spurgte han. Lille Laila så op på ham. Hendes blå øjne var helt slørede af tårer. »Mor er rejst hjem til Gud, og nu vil jeg hjem til hende, er dette ikke det store tog til Himlen?«

Der blev så underligt stille i kupéen. Konduktøren kunne ikke svare, og et par tårer rullede ned ad hans kinder. – »Må jeg ikke nok køre med? Mor har så tit fortalt mig om toget til Himlen, som alle frit kan komme med. « Vi var ikke mange rejsende i denne vogn, men jeg tror, at vi alle med glæde ville have betalt billetten for denne lille, ulykkelige lappepige. »Har du ikke en lille pige?« spurgte Laila igen. Bevæget klappede konduktøren hendes hår, og med ømhed i stemmen sagde han: »Jo, min lille pige, du må gerne køre med. Jeg har også haft en lille pige på din alder, men hun er nu hjemme hos Gud.« – »Så kan jeg hilse hende fra dig, når jeg kommer derop,« sagde Laila og så sig om. – »Hvor er her dejlig varmt – jeg er træt, må jeg sove lidt?« – »Det må du,« sagde konduktøren og pegede på det bløde, polstrede sæde. »Du kan ligge der.« Den lille pige anbragte sin bylt som hovedpude. Så lagde hun sig på knæ, foldede sine små hænder og sang med sin spinkle, men klare stemme:

»Der hvor barnet ser sin moder, moder atter barnet ser.
Der skal søster møde broder, og så aldrig skilles mer.
Moder kær – mød mig der, i det land, hvor Jesus er,«

Vi var alle dybt grebet, og vi følte, at Gud var til stede i kupéen i dette øjeblik. Lille Laila lagde sig på det sæde, som hun havde fået anvist. En dame dækkede hende til med sin rejseplaid, og snart sov den lille ensomme sjæl trygt, medens »Nordpilen« med over 100 kilometers fart i timen for sydpå gennem Lapland. I byen Boden blev der koblet en restaurationsvogn til toget, og da Laila vågnede, var der et ungt ægtepar, som tog hende med hen i denne og gav hende et solidt måltid varm mad. Men den bedste gave havde Gud gemt til hende. Da hun kom tilbage til sin kupe, ventede konduktøren på hende. »Vil du være min lille pige?« spurgte han. »Der står et værelse og venter på dig hjemme hos mig, og der kan du lege med min lille datters dukker. Der er også en ny mor, som venter på dig dér.« Et øjeblik stod Laila ligesom ubeslutsom. Så lyste ansigtet op i et stort smil, og idet hun slog armene om hans hals og med glædestårer på sine kinder, jublede hun: »Ja – men så er du jo min far.« Jo, Guds veje i Lapland er forunderlige. For en fuldstændigheds skyld vil jeg kun tilføje, at fuldstændighed gik i orden uden vanskeligheder. Hvor jeg kommer i foreninger eller andre steder og holder foredrag om Lapland, det land, som jeg er kommet til at holde af, undlader jeg aldrig at fortælle om lille Laila i håb om, at denne beretning må kunne medvirke til, at en sjæl kommer nærmere Gud.

»Stol på Gud, Han vejen kender,
hvor vi andre ingen ser. –
Læg dit liv i Herrens hænder,
da du intet frygter mer. «
(Johannes Møller)