Vidnesbyrd

»DEN DEJLIGE MAND HIST-OPPE«

En ung, åndssvag mand fra Højlandene i Skotland tilbragte tiden med at gå fra hus til hus. Han blev forsørget af det sogn, han boede i. Fredelig og stille var han og vandt venlige menneskers medynk. Han havde ingen evne til at samtale med sine medmennesker, men han syntes ofte at have inderligt samfund med Ham, som, til trods, for at Han bor i det høje og hellige, også bøjer sig ned til de ringe.

Yeddie, som han kaldtes, havde den vane at gå og tale med sig selv, mens han besørgede små ærinder for naboerne. Drengene morede sig over hans mange særheder, men de gjorde ham aldrig fortræd.

En af de lystige iblandt dem hørte ham en dag bede meget ivrigt til En, som var usynlig, og han spurgte ham: »Yeddie, er det et spøgelse eller en trold, som du beder om foræringer fra?« »Ingen af delene,« svarede han, »jeg talte blot et par ord med Ham, som ingen af os kan se, men som ser os begge to. « Den stakkels fyr talte med Gud, medens de ligegyldige og selvkloge sagde: »Han taler med sig selv. «

Siddende til bords med Jesus

En dag mødte Yeddie op hos præsten i sine fattige klæder. Han bukkede for ham og sagde: »Hr. pastor, tillad stakkels Yeddie at spise nadveren sammen med den Herre Jesus.« Præsten var netop ved at forberede nadveren, som kun afholdtes fire gange om året i det tyndt befolkede distrikt. Han havde altfor travlt til at blive forstyrret af denne enfoldige mand og forsøgte så venligt som muligt at få ham bort fra tanken. Men Yeddie vedblev: »Hr. pastor, hvis De vidste, hvor jeg elsker Ham, så ville De lade mig få lov til at sidde ved Hans bord.« Dette rørte præstens hjerte, så han gav tilladelse til, at Yeddie kunne indtage sin plads blandt de andre.

Medens altergangen stod på, løb tårerne ned ad den unge mands kinder. Når Jesu navn blev nævnet, rystede han sørgmodigt på hovedet og hviskede: »Men jeg kan ikke se Harn.« Efter at han havde deltaget i det hellige måltid, løftede han hovedet og tørrede tårerne bort, idet han smilende så på præsten og nikkede. Derefter skjulte han ansigtet i begge hænder og bøjede hovedet ned mellem sine knæ. I den stilling forblev han, indtil præsten havde lyst velsignelsen og folk begyndte at gå. Han rejste sig, og med et glædestrålende ansigt fulgte han de andre.

Jeg har set Jesus

En eller anden fra hans sogn talte til ham, men han svarede ikke, før nogle af drengene nødte ham dertil. Så svarede han: »Åh, drenge, bed ikke Yeddie om at tale i dag. Han har set Jesus. Han fik et smil fra Hans øje og et ord fra Hans mund. Yeddie er bange for at glemme det, for han har ingen god hukommelse. Åh, drenge, disse dunkle øjne har set »den dejlige Mand, som jeg aldrig før har set.« Drengene så til med forundring, og en hviskede til en anden: »Han er ikke længere fjollet, han taler nu som en af de vise.« Da Yeddie nåede frem til sin lille hytte, turde han ikke tale til den gamle »Bedste«, i hvis pleje han var. Han var nemlig bange for at glemme »det dejlige ansigt«, som han udtrykte det. Sin grød og sirup lod han stå urørt. Efter et smil og et kærligt klap på den gamle kvindes falmede kind for at vise, at han ikke var i dårligt humør, klatrede han op ad stigen til det fattige loft, hvor hans halmmadras var, for at få endnu et glimt og et ord fra »den dejlige Mand histoppe. «

Vi vil aldrig skilles mer

Hans stemme kunne høres nedenunder: »Herre, det er bare stakkels mig, som har søgt efter dig så længe, og nu vil vi bo sammen og aldrig skilles mer. Hvor er dette loft dog skønt, alt er guld og dyrebare stene. Slotssalen er et fattigt sted sammenlignet med mit loft denne skønne aften.« Hans stemme blev derefter svagere og svagere, indtil den ikke kunne høres mer.

Den gamle kvinde sad nedenunder ved sin ulmende tørveild. Med albuerne hvilende på sine knæ fortalte hun med hviskende stemme en af naboerne om Yeddies hjemkomst den aften og om hans underlige udseende og mærkelige ord. »Og tænk,« sagde hun, »han nægtede at smage sin aftensmad, noget som han aldrig før har gjort. Han plejede at spise sin egen grød og min med, for han havde altid en uhyre appetit. Men i aften, træt efter den lange vej til fods, kom han og sagde: »Bedste, jeg har deltaget i et festmåltid, som vil vare livet ud. Jeg spiste sammen med den Herre Jesus, og nu går jeg op på loftet for at sove sammen med Ham.« – »Dette,« sagde naboen, »minder meget om Jesu ord: jeg har en mad at spise, som I ikke kender. «

Gået hjem

Næste morgen, da solen stod op, tænkte Bedste, at hun ikke ville forstyrre Yeddie og hentede selv vand fra kilden og tørv til ovnen, noget som han ellers plejede at gøre. Da grøden var færdig og hun huskede, at han var gået til ro uden aftensmad, kaldte hun på ham neden for trappestigen. Men der kom intet svar. Hun kaldte igen, men forgæves. Det var mange år siden, at hun havde vovet sig op ad den skrøbelige stige, men hendes ængstelse gav styrke til de svage lemmer, og nu stod hun i det tarvelige loftskammer, hvor den åndssvage i lang tid havde søgt ly. Der på en stol fandt hun Yeddie halvt siddende, halvt knælende, hvilende sit hoved på de foldede arme. Hun lagde sin hånd på hans hoved, men veg forskrækket tilbage. Han var død! Yeddie havde set et glimt af Jesus og kunne ikke leve uden Ham. Som han havde spist sammen med Ham, ville han sove med Ham.

En dyb alvor bredte sig i hele sognet, og præsten følte, at det var et tegn på, at Kristus var iblandt dem. Begravelsen af den evnesvage unge mand blev overværet af folk fra fjern og nær. I stedet for at føle det som en lettelse for sognet at være fritaget for at forsørge denne mand, sørgede mange over hans død. »Bedste« blev heller ikke overladt til sig selv i sin fattige hytte, for Han, som Yeddie havde bragt med hjem efter det mindeværdige måltid, blev hos hende indtil det sidste.

(P. O.)