Vidnesbyrd

HVAD VILLE DU HAVE GJORT?

Bag »jerntæppet« sker det ikke så sjældent, at børn i skolerne tvinges til at stå op og spotte Gud. De ledende mener, at dette vil gøre en ende på kristendommen. Hvis alle børnene oplæres til at tro, at der ingen Gud er, så vil de heller ikke tro på Ham, når de bliver voksne. På denne måde vil der med tiden ikke være nogen, som tror at der er en Gud til.

I en skole i Øst-Tyskland befalede læreren en dag børnene at stå op og sige: »Der er ingen Gud.« I denne klasse var der en lille pige på otte år, som bestemt vidste, at der var en Gud. Bad hendes far og mor ikke til Ham? Havde hun ikke selv bedt til Ham? Og havde Han ikke mange gange besvaret deres bønner? Var dette ikke bevis på, at der var en Gud? For hende var der ingen tvivl. Hun nægtede derfor at stå op og fornægte den Gud, som så kærligt havde sørget for familien.

Læreren blev meget ærgerlig på hende, men intet kunne få hende fil at sige, at der ingen Gud var. Til sidst, da han ingen udvej fandt, sagde han: »Gå hjem og skriv 50 gange »der er ingen Gud« og bring mig papiret i morgen.« –Pigen gik hjem og fortalte sin mor, hvad der var sket. Moderen sagde intet, da hun frygtede følgerne; men hun bad desto mere. Samme aften satte den lille pige sig ned og skrev 50 gange: »Es gibt doch ein Gott.« (Der er dog en Gud).

Den næste morgen gav hun læreren papiret. Så snart han så, hvad hun havde skrevet, blev han fnysende vred og befalede hende at gå hjem og skrive 500 gange: »Der er ingen Gud.« Hvis ikke, ville han gøre »noget andet« ved hende. Den lille pige vidste meget godt, at dette »noget andet« kunne betyde – døden. Men hun lod sig ikke skræmme. Da hun kom hjem, fortalte hun sin far, hvad der var hændt.

Han så mildt på sin tapre lille datter med den samme ro, som hun selv havde og sagde: »I morgen følger jeg dig hen på skolen og anmoder inspektøren om en samtale. Vær ikke bange. « Den lille pige faldt i søvn den aften uden at være ængstelig. Hun vidste, at Gud ville bevare hende. Var Han ikke en virkelighed? Og havde Han ikke mange gange før skærmet hende fra alt ondt?

Den følgende morgen gik far og datter sammen hen i skolen. Der fortalte de skoleinspektøren om de vanskeligheder, de var i. Han smilede og sagde så: »Din lærer blev dræbt i går eftermiddag ved et ulykkestilfælde, da han var ude på sin motorcykel. Den sag er ude af verden. «

Guds Ord siger: »Dem, som ærer mig, vil jeg ære, og de, som ringeagter mig, skal beskæmmes.« (1. Sam. 2:30).

Hvad betyder din kristendom for dig? Koster den dig noget? Hvad ville du gøre, om det blev befalet dig at fornægte Gud? Hvor taknemmelige burde vi ikke være, at vi har frihed til at tilbede Gud og læse Hans Ord, uden at nogen hindrer os. Lad os sætte stor pris på denne frihed.

(P. O.)