Vidnesbyrd

SANDHEDSKÆRLIGHED

På et af de engelske Atlanterhavs-skibe opdagedes den fjerde dag efter afrejsen fra Liverpool en lille fattig dreng, der havde holdt sig skjult nede i skibsrummet. Han blev ført frem for førstestyrmanden, som tog ham i forhør og spurgte, hvad han havde i sinde, og hvem der havde bragt ham ombord. Drengen, som var omkring ni år gammel, svarede, at det var hans stedfader, der havde gjort det, fordi han hverken var i stand til at ernære ham eller betale hans rejse til Halifax i Amerika, hvor han havde en velhavende tante, til hvem han nu skulle rejse. Det åbne, klare ansigt og de ærlige, tillidsfulde øjne gav hele hans beretning sandhedens præg.

Men styrmanden troede ikke hans historie til trods for det gode indtryk, som drengens væsen gjorde på ham. Han havde hørt så meget fra den slags fyre, at han ikke så let lod sig narre af dem, og det var hans faste overbevisning, at matroserne havde bragt drengen ombord og forsynet ham med levnedsmidler. Den stakkels dreng blev derfor behandlet meget hårdt. Dag efter dag blev han på samme måde udspurgt, og han gav altid samme svar. Han kendte ikke nogen matros ombord og fastholdt, at det var hans stedfader, som havde skjult ham og givet ham maden med.

Opbragt over drengens stædighed og måske også ved tanken om, at han kunne have gjort ham og matroserne uret ved sin mistanke, tog styrmanden ham en dag i kraven, trak ham frem på dækket og sagde, at hvis han ikke talte sandhed, skulle han om ti minutter hænges op i mastetoppen. Derpå blev han sat hen på dækket midt under masten. Rundt omkring stod passagererne og en del af besætningen og midt foran ham den ubarmhjertige styrmand med uret i hånden og de andre skibsofficerer ved sin side.

Det var det mest gribende syn, som jeg nogensinde har set, fortalte en af dem, som var vidne til dette optrin. Det stakkels barn stod der med sit blege, bedrøvede ansigt, mens tåre efter tåre glinsede i de kønne øjne. Da otte minutter var gået, sagde styrmanden til ham, at han nu ikke havde mere end to minutter tilbage at leve i og rådede ham til at sige sandheden og frelse sit liv. Men drengen gentog fast og bestemt sin forklaring, hvorefter han spurgte styrmanden, om han måtte få lov til at bede. Styrmanden tav og nikkede bekræftende med hovedet, men han blev helt bleg og kunne ikke undertrykke en krampagtig skælven. Dernede på dækket — med alles øjne rettet mod sig — knælede den modige, tapre dreng. Han knælede med foldede hænder og med øjnene vendt imod himlen, idet han højt og tydeligt fremsagde »Fadervor« og bad den Herre Jesus om at tage ham hjem til sig i Himlen.

Fortælleren tilføjer, at de tilstedeværende var dybt grebne. Styrmanden sprang hen til drengen, trykkede ham til sit bryst, kyssede ham og sagde, at han nu troede hans historie og glædede sig over, at han havde mod til at møde døden for sandhedens skyld.

(Fra svensk)