Vidnesbyrd

DEN LILLE, FLYGTENDE BRUD

Det var betagende at møde hende, — denne opvakte og meget tiltalende bibelkvinde. Af hende fik jeg et varmt velkommen, da den stedlige missionær i øjeblikket var fraværende. Denne fik en dag bibelkvinden til at fortælle mig sin historie:

Da hun var i 12 års alderen, forstod hun, at der foregik forhandlinger om hendes giftermål, som efter kinesisk skik må ordnes i nogenlunde god tid. Men hun turde ikke spørge nogen om noget, ikke engang sin egen mor. Hun lyttede derfor i smug og kunne på den måde delvis følge med. Mellemmændene havde et ualmindeligt godt tilbud. Selv hørte hun til de helt almindelige folk; men nu skulle hun ind i en rig familie og giftes med deres eneste søn. I det lille barnehjerte blev der bygget mange luftkasteller ved udsigten til den lyse fremtid. Forældrene fik en meget større betaling for hende, end de nogensinde havde drømt om.

Så kom bryllupsdagen. Hun havde kun i smug set et glimt af sin tilkommende mand under »vielsen«. Det hørte ikke til god tone at se efter ham eller på ham, og før den dag havde hun ikke set ham. En sen nattetime blev hun alene med manden og vovede nu at kaste et øje i den retning, hvor han var. Det lille barnehjerte bankede i forfærdelse, da hun opdagede, at det ikke var ham, som hun havde set ved siden af sig under »vielsen«. Dette var jo en vanskabning, som gik på fire og udstødte uforståelige lyde! Forældrene var blevet narret. Derfor var købesummen så stor! Den rige slægt måtte jo ikke dø ud, og da de ikke havde håb om at få en hustru til sønnen i deres egen stand, havde de afveget fra den sædvanlige fremgangsmåde.

Den lille brud skjulte sig mellem nogle store korndynger i værelset og tilbragte natten der, medens tankerne hele tiden var optaget af, om der kunne være en mulighed for flugt. Her kunne hun ikke blive. Men hvorhen? Hjem til sin egen slægt kunne hun ikke komme, for de havde fået betaling for hende og måtte derfor sende hende tilbage. Hvordan tankerne end arbejdede, kunne hun ikke tænke sig noget sted, hvortil hun kunne flygte; men bort måtte hun!

Meget tidlig om morgenen listede hun sig uset ud, åbnede porten og løb hen ad landsbyens hovedgade så hurtigt, som de små, bundne fødder ville tillade det. Havde nogen set hende, ville det have været let at indhente hende. Men nu skete der et under: For første gang i byens historie gik der en kristen missionær på gaden. Under sædvanlige forhold ville den lille pige have været bange for en sådan »udenlandsk djævel«, men hun var jo på flugt fra det, som var værre. Omringet af folk, som stimlede sammen, fortalte flygtningen om sin nød. Den resolutte missionær, en svensk-amerikansk kvinde, tog hende med til den stedlige øvrighed og bad om en forklaring på sådanne giftermål. Hun foreslog, at hun selv ville adoptere barnet og tilbagebetale købesummen på forældrenes vegne.

Glad fulgte den lille brud med missionæren og kom straks i missionens skole for piger. Hun blev den bedste, flittigste og mest pålidelige elev, som de havde haft. Senere blev hun omvendt, og nu havde hun i mange år selv været bestyrerinde på skolen.

Hun blev gift med en meget dygtig og god evangelist. De to overtog det evangeliske arbejde i distriktet, så at missionæren fik tid til at gøre nye fremstød. De havde tre dejlige, halvvoksne drenge. »Hun blev i sandhed Guds gave til os, og det blev hendes sjældne, gudfrygtige mand også,« sagde missionæren.

Jeg har ofte takket Gud for, at jeg fik anledning til at møde disse to selvopofrende indfødte ledere.

(Gammel missionær)