Vidnesbyrd

DEN SØNDERREVNE BOG

For nogle år siden var der i Frankrig en kolportør, som en dag standsede ved en lille hytte ude på landet og falbød et Ny Testamente. Husets frue, Jeanne, stod tøvende. Mon præsten ville synes om, at hun købte et sådant? Alligevel kunne hun ikke lade være at betragte den pæne, lille bog.

»Vær ikke ængstelig, frue,« sagde kolportøren. »Præsten ville synde imod Gud, hvis han søgte at hindre Dem i at læse om Kristi kærlighed.« Til sidst tog hun da en 50 cent frem, rakte hånden ud efter den lille bog, idet hun sagde: »Jeg kan ikke modstå, må min synd forlades mig.«

Ikke længe efter kom hendes mand, Jacqes, ind fra skoven, hvor han havde arbejde som trækulbrænder. Efter at de havde drukket te, kom Jeanne lidt frygtsom og præsenterede sin lille bog. Som hun havde ventet, var han både træt og gnaven, og han bebrejdede hende, at hun ødslede penge bort på denne måde. »Men,« sagde hun, »pengene er ikke alle dine. Jeg medbragte min del, da vi blev gift. Den franc var ligeså godt min som din.«

»Giv mig bogen,« råbte Jacqes vredt og snappede den ud af hænderne på hende. »Halvdelen af pengene var dine og halvdelen mine, sagde du. Godt, så gør vi sådan med bogen.« Hermed åbnede han den og rev den midt over, hvorefter han lod den ene halvdel glide ned inden for sin bluse og kastede den anden del til Jeanne.

Flere dage senere sad Jacqes ude i skoven ved sin trækulild. Tiden syntes ham lang, og han følte sig ensom. Pludselig kom han i tanker om den iturevne bog og ville undersøge den. Hans grove fingre havde revet bogen over omtrent midt i Lukas Evangelium. Han begyndte at læse fra begyndelsen: »Og jeg vil sige til ham: Fader, jeg har syndet mod himlen og mod dig, og jeg er ikke værdig at kaldes din søn.

Dybt grebet læste han beretningen til ende og gjorde sig selv adskillige spørgsmål: »Hvad havde han gjort – den stakkels forvildede søn? Hvorfor var han gået hjemmefra? Hvor havde han været? Hvad bevægede ham til at ville vende tilbage?« Disse spørgsmål forfulgte ham: »Jeg ville ønske, at jeg havde begyndelsen til fortællingen,« sukkede han. Men hans stolthed hindrede ham i at bede Jeanne om hendes del af bogen.

For Jeanne gik dagene derhjemme med al deres ensformighed, og de ledige øjeblikke brugte hun til at læse i den sønderrevne bog. Med tiden fandt hun mere og mere glæde ved at læse den, og da hun nåede slutningen, kendte hendes interesse ingen grænser. Hun kunne ikke lade være at tænke på den yngste søn – hans egensindighed, hans synd, hans elendighed og den forunderlige forandring i hans sind: »Jeg dør af sult her. Jeg vil stå op og gå til min fader.« Der sluttede beretningen.

Men hvad skete der? Tog faderen imod ham? Hendes hjerte længtes efter et tilfredsstillende svar. Hun fældede endogså tårer over fortællingen; men hun havde ikke frimodighed til at tale med Jaccles om bogen.

En dag strømmede regnen ned, og Jaccles kom meget træt hjem. Han spiste sin suppe og sit brød som sædvanlig, og til sidst kunne han ikke beherske sig længere, men sagde:
»Jeanne, husker du den bog, som jeg rev i stykker?« – »Ja, sagde hun lidt forlegen.
»Min del har en underfuld fortælling, men kun slutningen af den. Jeg kan ikke få ro, før jeg har læst begyndelsen til den. Vil du hente din del?«
»Ja, Jacqes! Hvor vidunderligt!« -- »Hvorfor?«
»Den samme beretning er stadig i mine tanker, men jeg mangler slutningen. Var faderen villig til at modtage den vildfarne søn?«
»Ja, det var han. Men hvad var det, som gjorde, at de skiltes fra hinanden?«

Hun hentede nu sin del af bogen og knælede ned ved hans stol. Sammen læste de den dejlige lignelse, og Guds Ånd, som havde virket i begges hjerter, hjalp dem til at forstå den skjulte mening. Det blev den første af mange bibeltimer foran kaminen efter aftensmaden, og begge overgav de deres hjerter og liv til den Herre Jesus Kristus.

For dem var lignelsen om den fortabte søn en nyhed. For dig er den sandsynligvis meget kendt; men har den nogensinde vakt de samme spørgsmål i dit sind, som den gjorde i deres?

(P. O.)