Vidnesbyrd

DEN PANTSATTE BOG

Da doktor Mackay kun var sytten år gammel, forlod han sit hjem for at få videre uddannelse på et kollegium. Inden afrejsen gav hans moder ham en bibel, hvori hun skrev sit eget og sønnens navn og et bibelvers. Han tog sin embedseksamen med udmærkelse og blev senere overlæge på et hospital. Han blev også leder af en ateistisk klub, hvor der foregik alt, hvad der var tøjlesløst og syndigt, heller ikke holdt han sig tilbage fra at spotte Gud og Bibelen.

En dag blev der båret en mand ind på hospitalet, hans underkrop var svært beskadiget. Til trods for det hvilede der en stille fred over hans ansigt – til stor forundring for lægen. Manden bad nu lægen om at udtale sig om hans tilstand. »Jeg tror, vi er i stand til at ordne det,« var svaret.

»Nej, hr. doktor, jeg ønsker ingen høflige talemåder,« sagde manden, »jeg ønsker blot at vide om det betyder liv eller død for mig. Jeg er rede. Jeg er frelst og er ikke bange for at dø.« Med strålende ansigt vedblev han: »Jeg ved, at når jeg går herfra, skal jeg være sammen med den Herre Jesus Kristus. Han siger: den, der kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort. (Joh. 6:37). Jeg har modtaget Ham som min Frelser. Sig mig blot, hvordan min tilstand er?«

»De har højst tre timer at leve i,« svarede lægen ærligt. »Er der noget, De gerne ville, vi skulle gøre for Dem?« »Ja, hr. doktor. Jeg ville gerne, om De vil sende bud til min værtinde og bede hende sende mig bogen.

»Hvilken bog?« spurgte lægen.
»Sig bare bogen, hun ved besked.«

Efter at dr. Mackay havde givet ordre til, at mandens ønske blev opfyldt, gik han videre på sin runde gennem hospitalet. Men ordene: »Jeg er rede,« blev ved at lyde i hans sind. Aldrig før havde en patient på denne måde haft hans personlige interesse.

»Han døde for nogle minutter siden,« meddelte sygeplejersken lægen, da han kom ind. Lægen spurgte, om bogen var nået frem i tide. »Ja, den kom nogle minutter, før han døde,« sagde hun.
»Hvad slags bog er det?« spurgte han. »Er det en bankbog?«
»Nej, det er ingen bankbog,« sagde hun. »Han døde med den under sin hovedpude. Den er her endnu; se selv efter.«

Dr. Mackay gik hen til sengen og tog selv den fattige mands gamle Bibel frem. Efter at have bladet lidt i den slog han op på det første blad. Her stod med hans moders håndskrift hendes og hans eget navn og et Skriftsted. Det var den samme bibel, som han havde fået, da han forlod sit barndomshjem for at studere til læge. I beruset tilstand havde han for mange år siden pantsat den. Han skjulte bogen under sin kittel og skyndte sig ovenpå til sit private kontor. Igen bladede han den igennem og læste nogle af de vers, som manden havde understreget med blyant. Et af de vers, der fangede hans opmærksomhed, var Rom. 5:8: »Men Gud viser sin kærlighed mod os ved, at Kristus døde for os, medens vi endnu var syndere. « Et andet vers var Ef. 2:8: »Af nåde er I frelst ved tro; det skyldes, ikke jer selv, Guds er gaven.«

Et meget understreget vers var det, som manden havde, citeret: »Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort.«' Dr. Mackay bad nu Gud forbarme sig over ham, og på dette løfte fra Skriften modtog han Kristus som sin Frelser.

Kære læser, det kan være, at De ikke er så stor en synder som denne læge, men De er en synder, for »alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud.« (Rom. 3:23). Også De behøver en Frelser. Den døende mand kunne sige: »Jeg er rede.« Kan De sige dette? (P. O.)