Vidnesbyrd

BIBELEN — MIN MEST DYREBARE EJENDOM

Hvis nogen ville spørge dig, hvad din største skat var, hvad ville du så svare? Jeg ved, at det dyrebareste, jeg har, er — min bibel!

»Hvad!« udbryder du, »en bog?« — Ja, dog ikke en bog, men Bogen. Meget kosteligere end huse og guld er dette sorte bind, som ligger ved min side, medens jeg skriver disse linier, og det er ikke alene, fordi den første side er forsynet med min afdøde, moders håndskrift og viser, at den er en gave fra hende; men det er fordi dens blade har vist mig, at jeg trængte til en Frelser. Den viste mig hen til Ham, den gav mig håb, fred og glæde, og lige siden jeg var barn, har den været min trøst og min vejleder.

Inden for dens omslag findes der 30.000 løfter, og ikke et af dem kan fejle, fordi Han, som står bag dem, er uforanderlig. Den har opmuntret millioner af sjæle, givet dem styrke efter træthed og nåde til at forsvare sandheden, ja, endogså til at dø for den. Den har trøstet mangen en sjæl på vandringen gennem dødskyggens dal, og dens ord har været de sidste på tusinder af døendes læber.

Når en nation begynder at forsømme Guds Ord, går den sin undergang i møde; men for dem, som elsker og følger dets lære, er der særlige løfter og velsignelser. (Se Josua 1:8). Frances Ridley Havergal sagde en dag til sin søster, at det ofte havde undret hende, hvorfor Gud lod al hendes gerning lykkes; men hun havde fundet årsagen dertil i Salme 1. og tilføjede glad: »For jeg har min lyst i Herrens Lov. «

Det er underfuldt, hvordan læsningen af Guds Ord kan bringe lys og liv til uomvendte mennesker, uden nogen anden vejledning. Jeg sagde engang til en af mine venner, en ivrig arbejder for Gud: »Jeg ville egentlig gerne vide, hvordan du kom til at kende Jesus Kristus.« Hun kom nemlig fra et hjem, hvor hun ingen åndelig hjælp havde fået; hendes fader var fritænker.

»Ja, jeg skal gerne fortælle dig det,« svarede hun. –»Indtil jeg var femten år, vidste jeg omtrent intet angående åndelige ting. Du ved, hvordan mit hjem er. Så en dag sagde min moder til mig, at jeg nu havde nået konfirmationsalderen. Ikke længe efter blev jeg konfirmeret, og da det er skik og brug ved den lejlighed at få en bibel, fik jeg også en foræret. Jeg behøver vist ikke at sige, at jeg aldrig læste i den!

Nogen tid senere blev jeg sendt til Skotland til nogle af mine slægtninge, og Bibelen blev lagt i min kuffert. Jeg kendte ikke meget til disse slægtninge, men jeg forstod snart, at de var meget forskellige fra alle andre, som jeg kendte, for de læste i deres bibler og understregede i dem. De talte ikke med mig om åndelige ting; men jeg iagttog dem og blev grebet af en underlig trang til at blive som de var. Jeg havde også en bibel og ville læse og understrege i den, ligesom de gjorde.

Med dette forsæt fandt jeg Bibelen frem, og for første gang begyndte jeg at studere den. Ingen hjalp mig; men jeg blev mer og mer fordybet og interesseret i dens blade. Guds Ånd overbeviste mig om synd, og mine Øjne blev åbnet. Aldrig glemmer jeg den nat, da jeg listede mig ud af sengen, knælede ned og modtog Jesus Kristus som min Frelser og overgav mig til Ham. Siden den tid har jeg aldrig tvivlet på min frelse. Uden menneskelig hjælp, alene gennem Bibelen, blev jeg ledet hen til Gud. «

Forsøm ikke Guds Ord! Læs det hver dag og altid under bøn om ledelse. Vær regulær og ikke forhastet i din læsning. Vælg den tid på dagen, hvor du er mest oplagt og fri.

(Laura A. Barter Snow)