Vidnesbyrd

ET VIRKNINGSFULDT MIDDEL FOR SYGE NERVER

En dame, som selv har fortalt følgende oplevelse, gik en dag hen til en berømt læge for at søge råd for sit helbred. Hun var en kvinde med et meget nervøst temperament, hvis mange genvordigheder havde fremkaldt en sådan uligevægt hos hende, at spændingen truede med at nedbryde hendes legemlige kræfter, ja, hendes forstand var endogså i fare.

Hun forelagde lægen en liste med sine symptomer; men denne besvarede spørgsmålene med at give hende en forbavsende kort recept, som lød således: »Frue, det, som De behøver, er: at læse mere i Deres bibel. « – »Men hr. doktor,« udbrød den forvirrede patient. -- »Gå hjem og læs Deres bibel en time hver dag,« gentog lægen med venlig autoritet. »Kom så tilbage om en måned.« Han fulgte hende ud, for at der ikke skulle blive mulighed for videre protest. – Til at begynde med var hun tilbøjelig til at blive vred; men til sidst besindede hun sig og tænkte, at det i hvert fald ikke var nogen dyr recept. – Desuden var der også gået lange tider, siden hun havde læst sin bibel regelmæssigt, tænkte hun med et stik i samvittigheden. Verdslige bekymringer havde i flere år overbebyrdet hende, så at hun havde forsømt både bøn og bibelstudium. Hun gik hjem og søgte samvittighedsfuldt at bruge det foreskrevne hjælpemiddel. Efter en måned kom hun tilbage til lægens kontor.

Han så på hende og sagde smilende: »Jeg ser, at De er en lydig patient og trofast har fulgt mit råd. Føler De, at De nu behøver mere medicin?«

»Nej, hr. doktor, jeg føler mig som et nyt menneske. Men hvordan vidste De, at det netop var det, jeg behøvede?« Som svar på dette pegede den berømte læge på en opslået og vel understreget bibel, som lå på hans bord, idet han sagde: »Frue, jeg vidste, at i Deres tilfælde ville medicin ikke gavne noget, men at De trængte til, en fred og en styrke, som lå helt uden for Dem selv. Derfor viste jeg Dem hen til den recept, som jeg selv bruger. Jeg vidste, den ville hjælpe.« — »Og så må jeg endda bekende,« sagde patienten, »at jeg var lige ved ikke at ville tage imod den. «

»Jeg tror,« sagde lægen smilende, »at der er kun så få, som vil prøve den. Men der er mange i min praksis, for hvem den ville gøre undere, hvis de var villige til at prøve den. «

(G. H.)