Vidnesbyrd

EN SKUESPILLERINDES MØDE MED BIBELEN

For en del år siden blev den norske skuespillerinde ved National Teatret i Oslo, Trine Bull, omvendt til Gud. Lige i begyndelsen forsøgte hun at fortsætte ved teatret; men det blev hurtig klart for hende, at det slet ikke gik. Hun har siden sunget på møder og ved gudstjenester, og ofte har hun føjet et enkelt vidnesbyrd til sin sang, som har grebet store skarer på møderne.

For ikke længe siden udkom i Oslo en bog, hvori et kapitel hedder »Mit møde med Bibelen«, og det gengiver udtalelser fra en række kendte mænd og kvinder. En af disse udtalelser er af Trine Bull, og den gengives her:

Jeg var ganske lille, da min bror druknede. Han var netop konfirmeret og havde fået en bibel. Den arvede jeg, og jeg betragtede den med stor ærefrygt. Den havde guldsnit, og min brors navn var trykt med guldbogstaver på bindet. Jeg holdt den i mine hænder, lugtede til skindbindet og beundrede den, – men åbnede den ikke. Den blev liggende til pynt, men senere forsvandt den bagved nogle andre bøger.

Nu gik der nogle år. Så hændte det, at "n afdøde brors tvillingbror blev omvendt. Han kom hjem fra Oslo og var helt anderledes end før, god og glad. Men jeg var bange for ham, thi han havde altid bibelen med sig, enten under armen eller i overfrakkelommen, og uvilkårlig kom jeg i tanker om, at jeg havde en bibel. Hvor var den nu?

Efter flere års forløb kom der en dag et brev fra min søster. Hun havde overgivet sig til Gud og var, som de kaldte det, blevet omvendt. »Det var dog ejendommeligt,« tænkte jeg, »hun, som var så sund, og som havde moret sig ligesom jeg.« Så kom hun til Oslo. Hun var blevet helt forandret, og jeg syntes, at jeg havde mistet hende.

Medens hun sidder og taler, tager hun en bibel frem af sin taske og åbner den. Jeg blev så bange, at jeg råbte:

»Tag den bort, jeg vil ikke se den. – »Den er ikke farlig,« sagde hun. »Jeg læser i den hver dag, og det er den, som gør mig glad.« Da hun var gået, fandt jeg min bibel frem. Jeg åbnede den og sagde til mig selv: »Jeg skal vise, at jeg er ligeså god som hun. Jeg skal læse i Bibelen. «

Jeg begyndte i 1. Mosebog, I. kapitel og bestemte mig til at læse mindst tre kapitler hver dag. Til at begynde med gik det ganske godt, men da jeg kom ind i 2. Mosebog, begyndte det at blive kedeligt, ja, det var forfærdeligt at skulle tvinge sig fremad i disse døde bogstaver. Og da sagde jeg til Gud: »Jeg forstår ingenting og kender ingenting, kære Gud, vil du forklare dette for mig?«

Imidlertid gik tiden, og Gud ledede det sådan, at jeg kom i nød. Midt i det glade, rige liv med mine venner, kunstnerne, blev jeg mere og mere fortvivlet i mit hjerte. Jeg græd, når jeg var alene, og lo, når jeg var sammen med andre.

Men en morgen, da jeg lå og læste i bibelen – jeg havde arbejdet mig frem til Jobs bogs 11. kapitel – kom jeg til versene: »Dersom du bereder dit hjerte og udstrækker dine hænder til Ham, dersom du kaster uretfærdigheden, som er i din hånd, langt bort, og ikke lader uret bo i dine telte, da skal du, fri for lyde, kunne opløfte dit ansigt og blive fast og ikke frygte. Thi du skal glemme din møje, du skal komme den i hu som det vand, der er løbet forbi. Og din levetid skal gå frem, klarere end middagen, mørket skal vorde som morgenen. Og du skal være tryg, thi der er håb ... «

Her stod netop det, som jeg længtes efter: Fri for lyde, intet at frygte, glemme ulykken og være tryg. Jeg gjorde, som der stod skrevet. Jeg strakte begge mine hænder ud mod Gud, medens tårerne randt, og så bad jeg: »Kære Gud, her strækker jeg mine hænder ud mod dig. Du ser, at der er synd i dem, og at jeg ikke kan gøre mig selv ren, vil du gøre dem rene? Jeg bereder også mit hjerte. Du ser, at der bor synd i det, vil du rense det for mig. Du ser også, at der bor uret i mit telt. Jeg kan ikke rense det selv, vil du rense det for mig.«

Jeg vover at sige, at dette var mit første møde med Bibelen. Det pågældende blad er blevet slidt og smudsigt af tårer og understregninger; thi hver eneste morgen gentog jeg samme bøn og fik en slags udløsning for min længsel. Men årene gik, og verden fik tag i mig igen, så stærkt, at jeg ikke blot glemte at læse i Bibelen, men også glemte at bede. Gud måtte lade mig komme dybt ned i sorg og fortvivlelse for at få tag i mig. Der kom en dag, da jeg så, at intet menneske kunne give mig fred eller glæde, og så begyndte jeg at bede på en anden måde end før. Det var et hjerte, som råbte efter hjælp.

Jeg læste om Jesus; men førend jeg vovede at tænke på at kunne møde Ham i Himlen engang, måtte jeg komme ud af al synd. Brevene i Ny Testamente dømte mig. Jeg så kun Guds vrede over mig, sådan som jeg var. En morgen efter fire og et halvt års kamp lå jeg alene i mit hjem og råbte til Gud: »Kast mig på gaden, tag alt fra mig, hvad jeg ejer, gør hvad du vil med mig, blot du ikke slipper mig.«

Da hørte jeg en stemme, som sagde: »Du skal ingenting gøre, mit barn, du skal blot overlade dig til mig.« Da slap det onde sit greb om mig for altid. Da kom Jesus. Jeg tog Bibelen. Den var blevet så levende. Alle vanskeligheder var som forsvundet. Med stor glæde lærte jeg dette ord: »Frygt ikke, Maria, thi du har fundet nåde hos Gud.« Halleluja, det var til mig, til mig.

Ni år er gået — ni levende år. Ordet vokser stadig, fordi det er levende, og jeg får lov til at leve i det, leve i Kristus, Han, som er, som var, og som kommer.«