Vidnesbyrd

VOGNEN VILLE IKKE VÆLTE

Sent glemmer jeg den lille beskedne, hedenske kvinde, der havde det så svært i sit hjem, om man kan kalde det sådan. Hendes mand var en rigtig tyran, som lå under for opiumslasten. For at give hende en lejlighed til at høre Evangeliet og samtidig få en lille »ferie« borte fra ham, fik hun en indbydelse til et fjorten dages ophold på missionsstationen, hvor der på den tid afholdtes evangeliske møder for kvinder.

Det varede, ikke længe, før Helligånden begyndte at overbevise fru K. om synd. Da hun ikke kunne udholde det længere, kom hun med sin syndebyrde til Jesus, bekendte alt og oplevede en klar omvendelse. Hun hørte nu Guds Ord dag efter dag, og så hurtig voksede hun i nåden, at hun kunne hjælpe andre søgende kvinder til den samme fred, som hun selv havde fået.

Så kom tiden, da hun atter skulle hjem. Det var som at skulle lægge, et nyfødt lam foran løvens hule. Men hun havde lagt sig til rette i den hånd, som ingen kunne rive hende ud af. Joh. 10:28 var blevet så dyrebar for hende, og hun troede fast på, at Jesus ville gøre det, som Han havde lovet. Med bævende hjerte fortalte hun sin mand, hvad hun havde oplevet, men han forstod jo intet og sagde vredt: »Ch'ih lian iang chiao.« Du har spist den udenlandske lære. Hun søgte at gøre alt så godt, som hun kunne for manden, men alligevel var han brutal mod hende. Ikke alene skældte han hende ud, men ofte slog han hende, uden at der var den mindste grund til det.

En dag var han helt rasende og sagde, at han ville prygle hende. Bevæbnet med en stok løftede han armen for at slå til, mens hun lå på knæ og bad. Men pludselig blev armen lammet, og stokken faldt på gulvet. Han blev naturligvis meget bange, og det varede nogle dage, inden han igen kunne bruge sin arm.

Så udtænkte han en anden plan, hvorved han håbede at komme af med hende. Hun var alt for god, og han ønskede at få en kone, som ville tage del med ham i hans syndige liv. Han foreslog, at hun, som hun plejede at gøre een gang om året, skulle besøge nogle slægtninge i fjorten dage. Hun var vant til at gå til fods de 25 kilometer både frem og tilbage, men denne gang sagde han, at han ville hente hende med deres oksevogn, når de to uger var til ende. Hun anede uråd, men tog imod tilladelsen til at besøge sine slægtninge. Efter endt besøg mødte han som aftalt med oksevognen. »Sæt dig så op,« befalede han. For at bruge hendes egne ord: »Jeg satte mig op på vognen med en underfuld fred i mit hjerte, til trods for at jeg var klar over, hvad min mand havde i sinde at gøre.

Vejen, vi kørte på, var en bjergvej med bratte skrænter på begge sider. Midt på var den nogenlunde jævn, men i stedet for at holde vognen i det spor, piskede han på oksen og kørte tæt op til bjergmuren, hvor vejen skrånede. Sådan fortsatte han hele vejen, fra den ene side af bjergmuren til den anden. Han gjorde, hvad han kunne for at fuldføre sin onde plan, men vognen ville ikke vælte. Der var en stærk hånd, som omsluttede den. Jeg kan slet ikke beskrive den fred, som jeg havde. Herrens hånd omsluttede mig og bevarede vognen fra at vælte. « Således lød denne kære kvindes vidnesbyrd.

De kom godt hjem. – Senere døde manden, så vidt det vides uden at have omvendt sig. – Hun blev atter gift, denne gang med en god, kristen enkemand og fik en lykkelig alderdom. Denne lille tapre, kinesiske kvinde har været til stor velsignelse for mange.

(A. C.)