Vidnesbyrd

EN VIDUNDERLIG HELBREDELSE

Den norske missionær, K. Vatsål, som var tilknyttet Kina Indland Missionen, fortalte mig følgende, kort før han forlod Kina:

»For år tilbage var der i Oslo en lille skolepige ved navn Sigrid Berg. En dag skubbede en af eleverne hende ned ad skolens stentrappe, og hun slog sig så slemt. I begyndelsen syntes skaden dog ikke at være så alvorlig; men efterhånden blev det værre, og skaden udviklede sig til en ondartet hofte- sygdom, så hun var henvist til at bruge krykker.

Senere blev hun sengeliggende, og adskillige læger tilså hende. Fra en åbning i hoften flød der væske ud gennem et gummirør. Hun blev mer og mer medtaget, indtil hendes rygrad også blev angrebet, og den ene side af hendes legeme blev delvis lammet. Hendes taleevne blev også påvirket, så at hun ikke kunne tale klart. Efter faldet holdt det ene ben op med at vokse og blev derved flere centimeter kortere end det andet. For at bevare benet lige måtte hun ligge med en sandpose bundet til det. En rem blev fastgjort til hendes skulder og fæstnet til sengen for at holde hende i stilling. Barnets hår faldt også af på den side af hovedet, som var lammet. Hun kunne ikke spise fast føde, men måtte indtage flydende næring. I denne tilstand lå hun til sengs henved to år, idet sygdommen langsomt forværredes. Til sidst blev hun opgivet af lægerne som uhelbredelig; men de kom stadig og tilså hende i hendes hjem.

Der blev bedt meget for dette barn. Engang kom den kendte, svenske troens mand, hr. Bolzius, til Oslo. Ved hans bønner var mange blevet helbredt. Præsten for den menighed, som barnets forældre tilhørte, indbød nu hr. Bolzius til deres hjem, for at han skulle bede for den lille pige. Han faldt på knæ og begyndte at bede; men pludselig rejste han sig og sagde: »Jeg har intet at gøre her. « Med sin hånd strøg han den lille pige på håret og sagde: »Min lille pige, du skal snart hjem til Jesus.« Så bød han farvel og gik.

En tid derefter lå Sigrid en dag og læste det 53de kapitel i Esajas. Hun blev stærkt grebet af det fjerde vers, hvor der står således om Jesus, at »Han bar vore sygdomme og vore smerter.« Hun kaldte på sin mor og sagde: »Å, mor, Jesus har båret vore sygdomme, såvel som vore synder, på sit kors. Behøver jeg da at være syg længere?« Fra den tid begyndte Sigrid at få tro til, at Herren ville helbrede hende. En anden dag læste hun i Matt. 9:35, hvor der står, »at Jesus helbredte al slags sygdom og svaghed blandt folket.« Hun sagde da til moderen: »Er Jesus den samme i dag, som da Han var her på jorden?« Moderen svarede: »Han vil komme til sin tid.« Sigrid misforstod moderens ord og troede, at hun havde sagt: »Jesus vil komme, når Han får tid.« Hun tænkte da, at Han var meget optaget og ville komme så snart, Han fik tid. Med disse tanker i sit sind bad hun nu moderen om at finde hendes kjole frem og lægge den på en stol ved siden af sengen, så at hun, når Jesus kom for at helbrede hende, da straks kunne stå op og klæde sig på.

En dag, da Sigrid var alene i stuen, kom der ligesom et klart, hvidt lys gennem loftet og oplyste værelset. I samme øjeblik hørte hun en stemme sige: »Sigrid, du kan stå op, du er helbredt.« Sigrid svarede: »Hvad så med den sandpose, der er bundet til mit ben?« Med ét blev sandposen løsnet og faldt på gulvet. I næste øjeblik sprang hun ud af sengen, og da hun stod på gulvet, mærkede hun straks at hendes to ben var lige lange. Hun var så lykkelig, at hun begyndte at hoppe af glæde.

Netop da åbnede hendes mor døren. Da barnet så hende, udbrød hun glædestrålende: »Å mor, nu er begge mine ben lige lange; Jesus har helbredt mig.« Samme dag foreslog moderen, at den lille datter skulle følge med hende hen til lægen og vise ham, hvad der var sket. Barnet spadserede de to mil sammen med moderen hen til professor Nicolaisens hjem. Da han så hende og hørte beretningen, udbrød han: »Dette er et mirakel.«

Flere år senere, inden hun skulle rejse til Kina som missionær, rejste hun først til Amerika og studerede en tid på »Moody's Bibel-Institut« i Chicago. Før afrejsen til Kina besøgte hun sit hjem i Norge. Medens hun var hjemme, var en del læger samlede i Oslo. Professor Nicolaisen fortalte da nogle af dem om den lille pige, som var blevet helbredt nogle år i forvejen. For at kunne bevise sine udtalelser indbød professor Nicolaisen hende til sit hjem, så at han kunne forevise dette tilfælde over for sine professionelle kammerater. Hun efterkom hans ønske. Lægerne foretog nu grundige undersøgelser og tog røntgenbilleder. De efterså også protokollerne og undersøgte symptomerne, som var nedskrevet af de læger, der havde behandlet hende. Efter fuldstændige og grundige undersøgelser erklærede de enstemmigt, at den unge kvinde var fuldkommen rask. Ikke alene var det sådan, men det organiske væv på den ene side var ti år yngre end det på den anden side, og den lille page var netop ti år gammel, da hun blev helbredt.

Tiden gik, og den unge kvinde rejste til Kina som missionær. Efter nogle års tjeneste for Herren derude kom hun hjem til Norge på ferie.

En dag så hun en kvinde med krykker sidde på en bænk ved foden af en høj. Hun følte stor medlidenhed med den fremmede, da hun selv havde været krøbling. Hun indlod sig i samtale med hende og hørte, at hun var missionær og havde i mange år arbejdet i Afrika. Det var frk. M. Moe, hvis navn er kendt i Norge og andre lande. Medens de to talte sammen, beklagede frk. Moe sin mangel på tro. Hun fortalte, hvordan hun i Afrika havde læst om en lille norsk pige, som var blevet øjeblikkelig helbredt og ønskede blot, at hun havde tro som denne pige. Den lille pige, som da var fru K. Vatsås, sagde til hende: »Jeg er den lille pige, som blev helbredt.« Henved et år senere blev frk. Moe selv helbredt på samme måde og er igen ude i Afrika for at virke for sin Mester.«

(T.B. Davis)