Vidnesbyrd

BRØD FRA HIMLEN

Gamle Li boede helt alene i en mindre ejendom i Nord-Kina. Han ejede en lille jordlod, som indbragte ham netop nok til at leve af. Han var en god kristen mand og meget forskellig fra sin yngre broder, som var opsynsmand ved et buddhistisk tempel.

En dag blev gamle Li meget syg, og i længere tid så det ud til, at han ikke kunne leve. Han kaldte derfor menighedens ledere til sig og sagde til dem på sin kinesiske måde: »Jeg tror, at tiden nu er kommet, da jeg skal vende tilbage til støvet, og jeg ønsker, at min lille jordlod skal bruges til Guds riges fremme. Nu beder jeg jer at få det ordnet skriftligt, så at jeg kan fare bort i fred. « Han ønskede ikke, at hans hedenske broder skulle arve hans ejendele og ødsle dem bort på syndens veje. Dokumentet blev affattet tilfredsstillende og underskrevet.

Men efter nogle dages forløb tog sygdommen en vending til det bedre, og han begyndte at komme sig. Han følte dog ikke, at han skulle tage det tilbage, som han allerede havde givet til Herren. Da den lille sum penge, som han havde tilovers, var brugt op, og han havde spist sine sidste krummer til frokost, knælede han ned og sagde til Gud på sin barnlige måde: »Himmelske Fader, du har sagt i dit Ord, at når vi først søger dit rige og din retfærdighed, så skal alt det andet gives os i tilgift. Jeg troede, at du ville kalde mig hjem til himlen, men da jeg er her endnu, så ved du, at jeg behøver mad. Jeg har spist den sidste levning til frokost og har ingenting til middag. Efter hvad du har sagt, tror jeg, at du vil hjælpe mig. «

Han var knap færdig med at bede, da der blev banket på døren. Det var hans broder, som kom med både mel og ris. »Jeg har hørt,« sagde denne, »at du har været så dum at forære din jordlod bort, og jeg var bange for, at du ikke havde noget at spise.« Den gamle Li fortalte nu sin broder, at han havde spist sin sidste bid til frokost og havde lige bedt sin himmelske Fader om at sende ham noget til middag. På kinesisk vis løftede han begge sine hænder og takkede sin himmelske Fader for det prompte svar. Hans broder, som ikke troede på den sande Gud, sagde i en spottende tone: »Hvis jeg ikke var kommet og havde bragt dig dette, hvad ville du da have gjort?«

Hr. Li var meget sparsommelig, og med Guds velsignelse slog forrådet af mel og ris til i flere uger. Men da krukken var tom, knælede han igen ned og mindede den himmelske Fader om Hans forjættelser. Ikke så snart havde han endt sin bøn, før hans broder kom med en ny forsyning af mel og ris. »Jeg var bange for, at du intet havde at spise,« sagde han. Hr. Li fortalte ham, at han just havde rejst sig efter at have bedt sin himmelske Fader om hjælp, og igen løftede han hænderne og takkede. Denne gang blev broderen meget vred og sagde: »Jeg gad vide, om din himmelske Fader er i stand til at lade noget falde ned fra himlen til dig? Hvis jeg ikke kom, så ville du sulte.« På hjemvejen bestemte han sig for, at han ikke i længere tid ville besøge sin broder.

Denne gang syntes der at være endnu bedre forslag i ris-og melforrådet. Men dagen oprandt, da hr. Li absolut intet havde tilbage. Igen tog han sin tilflugt til bønnen og mindede Gud om Hans løfter. Medens han endnu lå på knæ, blev han opskræmt ved at høre en lyd fra luften. Han rejste sig og så en flok ravne, der sloges om et stykke kød og et par små dampede brød, som de sandsynligvis havde røvet på markedspladsen. (Ravnene i Nord-Kina kan være meget farlige, når de er sultne). Medens de således krigedes i luften, faldt både kødet og brødet ned på hr. Li's gårdsplads. Han løftede sine hænder til tak og sagde: »Himmelske Fader, jeg takker dig, at du sendte ravnene, ligesom du fordum gjorde til Elias, da han var sulten.« De to små brød blev anbragt på bordet, medens kødet blev vasket og lagt i gryden. Midt i travlheden med at få gryden i kog kom hans broder. Han stod med hænderne på ryggen for at skjule den medbragte mel og ris og spurgte spydigt: »Hvad har din himmelske Fader så sendt dig at spise?«

»Jo,« sagde hr. Li, »når mennesker var uvillige til at hjælpe mig, så sendte Gud ravnene, og i dag skal jeg have et festmåltid.« De fleste landboere i Kina smager sjældent kød, undtagen ved særlige festligheder og ved kinesisk nytår. Så fortalte hr. Li, hvordan det hele var gået til. Broderen kunne ikke tro det, indtil han så det dejlige stykke kød i gryden, og hr. Li tilføjede: »Min himmelske Fader vidste, at jeg ikke kunne spise kødet uden noget til, så Han sendte mig brød samtidig. «

Endelig var den buddhistiske broder overbevist og sagde: »Broder, du tjener en levende Gud. Jeg derimod arbejder for djævelen ved at gøre tempeltjeneste. Det er jeg færdig med. Fra nu af skal din Gud være min Gud. « Han begyndte at få undervisning i Evangeliets sandheder, blev en virkelig kristen og lod sig døbe. Han opgav sin stilling i templet og ernærede sig som lærer. Senere blev han en af lederne inden for menigheden. Under forfølgelsen af de kristne nogle år senere udholdt han tappert store lidelser og måtte til sidst dø for Jesu navns skyld.