Vidnesbyrd

EN DRENGS VIDUNDERLIGE OPLEVELSE

Dr. Read i Filadelfia fortæller: »Mine børn morede sig med at springe ned af en bænk, da min yngste dreng faldt og brækkede sin ene arm på to steder neden for albuen.

Min broder, professor i kirurgi ved kollegiet i Chicago, var just på besøg hos os. Ham bad jeg om at sætte armen sammen og forbinde den, hvilket han også gjorde. Den kære dreng var meget tålmodig og gik hele dagen med armen i skinner og bind uden at klage sig.

Men næste morgen sagde han til mig: »Kære far, tag de ting af mig.« – »Nej, mit barn, det skal du gå med i 5 eller 6 uger, indtil armen kommer sig.« – »Ja, men far, den er kommet sig.« – »Nej, kære barn, det er umuligt.« – »Men, far, det nytter jo at bede, ikke sandt?« – »Jo, det gør det.« – »Nu skal du høre: I aftes, da jeg skulle i seng, gjorde det så ondt i min arm. Så bad jeg Jesus, om Han ikke nok ville gøre den rask, og det har Han gjort, for nu er den rask. «

Jeg turde ikke komme med nogen indvending, som kunne gøre ham vaklende i troen, og sagde derfor, at hans onkel var den eneste, som turde tage bandagen af, da han havde lagt den på armen. Drengen løb så til onkelen, men fik den besked, at han kunne komme igen om 6 uger. Da drengen fortalte, at Jesus allerede havde helbredt ham, blev der svaret: »Å, snak! « – Den næste dag fremkom han på ny med sin bøn om at blive fri for bandagen, og jeg sagde derfor til min broder: »Var det ikke bedst, at du føjede ham, for selv om han er et lydigt barn, kunne han måske blive fristet til at gøre det selv. « Min broder gav nu efter, men da han havde løsnet bindet og taget skinnerne af, udbrød han med forbavselse: »Jo, den er virkelig rask, fuldstændig rask! «

Han snappede efter vejret og ilede ud. Min kære broder havde før i tiden indtil sine studenterdage været en sand, barnligt troende kristen. Nu bragte denne forunderlige bønhørelse, som han således blev vidne til, ham atter tilbage til Herren.

»Hvis du tror, så skal du se Guds herlighed.« (Joh. 11:40).