Vidnesbyrd

SOFIE, SOM FIK BESØG AF JESUS

Inde mellem bjergene ved Femund træffer vi Sofies mand, Mikkel, med hvem vi får en samtale. Han stråler af glæde, så snart vi er kommet indenfor, og fører os hen til en stol i den renvaskede hytte. Mikkel er omtrent 83 år gammel og har boet alene i flere år, men i tankerne er han daglig i Himmelen, for siden hans hustru fik hjemlov, længes han også efter at komme der.

»Hvorfor er du så glad, Mikkel?« spurgte jeg. »Jo, det skal jeg fortælle dig. For syv år siden havde jeg en oplevelse, som jeg aldrig kan glemme. Den har gjort livet og alderdommen så lys for mig. Det var den 1. juli 1952. Vi havde som sædvanlig spist vor morgenmad. Min hustru Sofie havde dårlige ben og måtte tilbringe sin tid i gyngestolen hele dagen. Jeg var gået ud for at hente brænde. Da jeg kom tilbage, mødte Sofie mig rask og rørig med de ord: »Jeg har haft besøg af Jesus, mens du var ude, og jeg har fået ordre til hjemrejsen.« Hendes ansigt strålede af glæde, og hun tilføjede: »Han fortalte mig alt; jeg har aldrig før været så lykkelig, som jeg nu er. «

»Jeg gik hen til hende,« fortsatte Mikkel, »og spurgte hende: Hvad sagde Han til dig? Jo, svarede hun, Han sagde til mig: Du skal dø, men du skal ikke være bange, for du er helt fri. Jeg har taget alt på mig. Din sag er min sag. Du skal få en lille stund til at ordne dig i, og så kommer jeg for at hente dig. Sofies glæde var endnu større. Hendes ben, som hun ikke havde kunnet gå på de sidste fem år, var nu så stærke, at hun kunne gå frem og tilbage i stuen. Tænk, sagde hun, at jeg er helt fri. Han tog alt på sig. Han lyver ikke. Hans Ord står fast.

Hun slog ud med begge arme og fortsatte: Å, jeg er så glad. Se på mig, Mikkel. Jesus har løst mig fra alt på denne jord. Han har gjort mig ren akkurat som englene, og ikke nok med det, men Han har fjernet al ømhed og smerter fra mine ben. De er lige så bøjelige som dine, Mikkel. Så gode har de aldrig været før. Hun viste mig, at hun nu kunne bøje knæene, ligesom da hun var ung. Der var sket et under både på den ene og den anden måde.

Dette foregik ved ti-tiden om formiddagen. Om eftermiddagen sad vi og talte sammen om det, som var sket, og hun sagde til mig: Er det ikke underligt, at vi således sidder sammen her. Du ser mig. Jeg sidder jo her, men alligevel er jeg ikke her længere. Jeg er i en anden verden og er løst fra denne verden. At du ikke ser den, Mikkel, er fordi du endnu ikke er løst. Så længe vi er i denne verden og tænker på den evige verden, synes den så langt borte, men disse to verdener går i eet. Der er ingen afstand imellem dem – blot et forhæng, som skjuler hvad den anden side indebærer. Åh, hvor er jeg lykkelig.

Medens hun således sad, så hun på mig med sine varme, kloge øjne, så det gjorde mig godt lige ind i sjælen,« sagde Mikkel. Jeg spurgte: Er du ikke bange, når du ved, at du skal dø. Da vendte hun sig imod mig og sagde: Nej, bange, jeg skal da ikke dø. Det er bare legemet, som dør. Sjælen dør ikke. Jesus kommer jo og henter mig.

Vi sad længe og talte sammen, indtil det blev hen imod aften. Hun fortalte mig, hvordan denne verden skulle forvandles ved Jesu genkomst, og hvordan vi skulle få det endnu bedre end i den første Edens Have. Alt dette havde Jesus fortalt hende, og mens hun talte, strålede hun af lykke. Ved fem-tiden bad hun om vand til at vaske sig i. Hun ville ikke, at nogen skulle gøre det, efter at hun var død. Hun ville være rede på alle områder. Ved ti-tiden om aftenen syntes jeg, at vi skulle gå til ro, men hun ønskede, at vi skulle være længe oppe denne sidste aften.

Ved midnatstid gik vi endelig til sengs. Hendes ansigt strålede som solen, sagde Mikkel. Jeg gik hen til sengen for at høre hendes kære stemme endnu engang. Da klokken var nogle minutter over tolv, sov hun rolig og stille ind. Livet var udslukt, som når man slukker et lys.«

»Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?« (1. Kor. 15:55).

(Fra norsk)