Vidnesbyrd

NYTTER DET AT BEDE

»Det var trange tider,« fortæller en mor. »Min mand havde længe været uden arbejde. En morgen spiste vi den sidste bid brød, som fandtes i huset. Hvad vi skulle spise til næste måltid, anede vi ikke. Det, som smertede mig allermest, var imidlertid, da mit yngste barn, en lille lyshåret pige, sagde til mig: »Mor, jeg er så sulten,« og jeg måtte svare: »Kære lille ven, mor har ingenting at give dig.«

Forundret så hun på mig en stund og sagde igen: »Anna er meget sulten.« Mit hjerte var ved at briste af sorg. Jeg måtte gøre noget, men hvad, det vidste jeg ikke. Jeg plejede at bede og havde også lært mine børn at bøje knæ og bede i Jesu navn; men fuld forvisning om, at Jesus hører bøn, havde jeg imidlertid ikke. Alligevel bad jeg nu under heftig gråd og i stor fortvivlelse; men jeg kunne ligesom ikke få troens vished for, at min bøn var hørt.

Min lille Anna havde bøjet knæ ved siden af mig. Aldrig skal jeg glemme det udtryk af glad forventning, som strålede fra hendes øjne, da vi rejste os fra vor lille bedestund, og hun sagde: »Mor, nu er Gud i færd med at skære et stykke brød af til os. «

Min mand var gået ud og havde forgæves søgt arbejde. Dybt nedslået var han på vej hjem, da en ven mødte ham og sagde: »Du har længe været uden arbejde, og jeg ved, at du har mange munde at mætte. Har I noget at spise?«

Ved dette spørgsmål brast min mand i gråd og sagde det, som det var, at vi var uden mad og uden penge. Vennen tog ham med sig hjem og gav ham en stor kurv fyldt med madvarer. Øverst i kurven lå et helt brød.

Da vi fjernede låget, fik lille Anna øje på brødet, og af glæde slog hun hænderne sammen, idet hun råbte: »Nej, mor, Gud skar ikke et stykke af til os, Han gav os hele brødet! « Er vi klar over, at vi har en sådan Gud, som giver os alt, hvad vi har nødig, både åndeligt og legemligt. Lad os sætte os til Hans dækkede bord og tage til os af retterne.

(N. E. O.)