Vidnesbyrd

MARTIN NIEMØLLERS OMVENDELSE

Fik præstekald på bunden af oceanet!

»Flyvemaskiner over! « råbte udkigsmanden. »Klar til dykning! « var kommandantens ordre. En stråle af hvidt skum skød op i luften, mindre end hundrede meter fra undervandsbådens side. Dette viste, at flyene var fjendtlige. Maskinernes larm druknede i støjen forårsaget af mandskabets hastige klatren gennem den åbne luge, før båden kunne dykke ned. En granatstump fløj tæt forbi lugen, da kommandanten selv klatrede ind i mørket nedenunder.

»Tresindstyve fod! Hundrede fod! Hundrede-og-tres fod! « Båden gik hurtigt ned. Mandskabet drog et lettelsens suk, da båden rørte havbunden.

»Det var på et hængende hår, at vi undslap,« sagde en. Båden begyndte at ryste fra den ene ende til den anden, mens porcelæn og andet kastedes omkring og gik i stumper og stykker. »Dybdeangreb!« råbte første-officeren. De britiske flyvemaskiner gjorde alt for at den tyske undervandsbåd ikke skulle undslippe. Atter hørtes der et kraftigt brag, og et til, som fik båden til at løfte sig.

Kommandanten studerede sit søkort og bestemte sig til at forandre kursen for at undgå angrebene. Han styrede båden mod en bestemt bred for om muligt at ligge på havbunden der og undersøge de skader, der var anrettet, og om nødvendigt at foretage reparationer. Støjen af angrebene syntes nu mere og mere fjern. — De var undsluppet — eller var de ikke?

»Op med periskopet!« lød kommandantens ordre. Tre stød, men der skete intet. »Det fungerer ikke. Godt at vi har et ekstra periskop. « Alle trak vejret lettet, men da kommandanten kiggede ind gennem sigtehullet, så han intet lys. »Det var mærkværdigt,« sagde han. »Jeg ser intet. Lad den stige indtil 30 fod!«

Men intet kunne ses gennem periskopet, alt var bælgmØrlet. Også periskopet var ødelagt ved angrebene fra luften. »Ned til 90 fod!« lød det. Der var intet at gøre. En undervandsbåd uden et periskop er hjælpeløs og sårbar.

Mandskabet sad og stirrede håbløst på hverandre. Førsteofficeren afbrød tavsheden og sagde: »Hvis I nogensinde kommer levende hjem, hvad vil I da gøre med jeres liv?« Muligheden for at komme hjem syntes meget lille, men for ingen af dem ville livet blive det samme som før.

Kommandanten var den første som talte: »Jeg vil være præst,« sagde han. Mandskabet begyndte at le. De mente, at det var spøg og et forsøg på at oplive dem. »Det var en god én,« sagde første-officeren, og der blev almindelig latter.

»Nej, det er ikke spøg! Jeg mener det,« sagde kommandanten. Mandskabet stirrede på ham. Jo, rigtig nok, han var alvorlig, og de skammede sig.

»Jeg ved,« sagde han, »at I er forbavset over, at jeg siger noget sådant. I tror ikke, at jeg duer til at være præst. Det gør jeg heller ikke. I er ikke mere forbavset end jeg selv er. Jeg ved ikke, hvad det var, der fik mig til at sige dette, men da I spurgte mig, hvad jeg ville gøre med mit liv, blev det pludselig klart for mig, hvad jeg må gøre, og nu ved jeg det ganske bestemt.«

»Du vil finde det liv fremmedartet,« indskød første-officeren, »efter at du i tre år har søgt at dræbe så mange af dine fjender som muligt. Siger Bibelen ikke noget om at elske vore fjender? Hvordan vil du bære dig ad med at elske det britiske folk?«

»Jeg ved ikke, hvordan jeg vil gøre noget som helst, men uden tvivl vil jeg få kraft til at gøre, hvad der skal gøres. Hvorfor tror du, at vi har undgået at blive ramt? Er det blot en blind tilfældighed? Det tror jeg ikke. Hvis Gud fører mig frelst ud af denne krig og giver mig en ny chance, så må jeg leve og fuldføre Hans plan for mig.«

Gud havde fået Martin Niemøller, den frygtløse kommandant på U.C. 67 i tale, Gud førte ham uskadt igennem minefelter og mange andre farer og bragte ham hjem til hans eget land. Der, tro mod det kald, som han først modtog på bunden af oceanet, blev han en kristen præst. Han blev fængslet for sin modstand mod nazismen, og under lange perioder i ensom arrest led han meget under Hitlers herredømme, men selv i disse svære trængsler, ledede Gud ham sikkert igennem, og endnu i dag vidner han for sin Mester i Tyskland.

Kære læser, hvad vil du gøre med dit liv?

(J. R. B.)