Vidnesbyrd

EN UNG STUDENTS REJSEOPLEVELSER

"En ung student i Amerika var på rejse hjem fra universitetet. På vejen tog han ind på et hotel. Værten sagde til ham: »Det gør mig ondt, at vi kun har eet værelse tilovers, og det støder op til et sygeværelse. Derinde ligger en ung mand for døden. Der er kun en tynd væg imellem. Jeg ved ikke om De vil have det?« – »Å, det generer ikke mig,« sagde studenten. Han kom i seng; men det var umuligt for ham at falde i søvn. Han hørte nu så tydeligt den syges jamren og sygeplejerskens skridt.

Han kunne ikke sove. En underlig uro kom over ham. Han skammede sig derover. Han kaldte sig ellers fritænker til hans forældres store sorg. Hans fader var præst og havde glædet sig så meget til, at sønnen også skulle blive det. Han huskede endnu faderens dybe sorg og moderens bønner og tårer, da han, sidste gang han var hjemme i ferien, bekendte for dem, at han ikke kunne tro, at der var et liv efter dette.

Han skammede sig over sin uro; men han kunne ikke blive den tanke kvit, at derinde lå der en for døden, – og hvad, om der alligevel var noget efter døden? Hvad ville Ellison dog tænke, om han så ham så ængstelig? Ellison var en af hans universitetskammerater. Det var ham, der især havde fået ham ind i fritænkeriet. Ja, hvad ville han tænke? »Det er dog også tåbeligt. Jeg har jo da ingenting at være urolig for,« tænkte han.

Inde på den anden side af væggen blev den syges stønnen svagere og svagere. Endelig blev der ganske stille. Men den unge student kunne ikke falde i søvn. Natten syntes aldrig at ville få ende. Endelig blev det morgen. Da studenten kom ned, spurgte han værten, hvordan det stod til med den syge. »Han er død, den stakkel. Lægen havde også sagt, at han ikke kunne leve natten over,« var svaret. »Ved De, hvem han var?« spurgte studenten. – »Å, det var en student fra universitetet i Providence, han blev syg på gennemrejsen,« svarede værten. Det gav et sæt i den anden, han var nemlig fra samme universitet. »Hvad hed han da?« – »Ellison,« svarede værten, »kendte De ham?« Den unge mand stod som lamslået. Det var jo hans ven, den ven, der havde ført ham ind i fornægtelsen. Der gik mange timer, før han kunne drage bort. Hele vejen hjem lød det inde i hjertet: »Død – og hvordan? – Fortabt, fortabt!« Hele hans stolte bygning var ramlet sammen. Han kom hjem som en helt anden – sønderknust, fuld af angst og knuget ned af sin syndeskyld. Den gamle fader havde et kært arbejde ved i de følgende dage at fremholde Guds forjættelser for sin søn, indtil denne fandt fred i troen på Jesus. Sønnen blev siden en af dette århundredes store missionærer: »Birmas Apostel.« Hans navn er Adoniram Judson.

»Du overtalte mig, Herre, og jeg lod mig overtale.« (Jer. 20:7).