Vidnesbyrd

TO DØDE FOR MIG

Stormen havde raset hele natten, og efterretninger om skibe i havsnød var strømmet ind. Vi vidste, at mangen en tapper sømand havde fundet sin grav i bølgerne.

Den følgende morgen stod jeg nede på strandbredden. Stormen var løjet af, og Solen begyndte at skinne gennem skyerne. Medens jeg stirrede ud over haves og tænkte på, hvor mange der mon var reddet den foregående nat, lagde jeg mærke til, at en sømand nærmede sig stedet, hvor jeg stod.

Jeg vendte mig og spurgte ham ud om nattens begivenheder. Han fortalte mig om de mange tapre forsøg, der var gjort for at redde mennesker, men også om, at det kun delvis var lykkedes. Da jeg deltagende talte om dem, der havde mistet livet, sagde han ivrigt: "Undskyld, frue, De vil tilgive mig, at jeg stiller Dem et spørgsmål: Er De selv frelst? Jeg mener," tilføjede han, "kender De Jesus?" Det var et kært spørgsmål, for jeg kunne straks forsikre den spørgende om, at hans Frelser ogsø var min. Som vi nu talte sammen om Ham, som var blevet dyrebar for os begge, gav vi hinanden hånden. Jeg spurgte ham, hvor lang tid han havde kendt denne velsignede Frelser, og om, hvordan det gik til, at han lod sig frelse. Hertil svarede han:

"Det er nu fem år siden, at Han frelste mit legeme fra en våd grav og min sjæl fra ildsøen. Aldrig kan jeg glemme det, for TO døde for mig. " – "To?" spurgte jeg forundret. "Ja, frue, to," svarede han. "Min Frelser døde for mig pa Golgata's kors for 1900 år siden, og for fem år siden døde kammerat for mig, og det førte til, at jeg søgte Frelseren."

Da han sa, at jeg var interesseret, fortsatte han: Det var en nat just som den, vi lige har oplevet. Skibet drev ind mod en klippe i nærheden af kysten. Vi hejste nødsignaler og affyrede skud, og snart begyndte tapre mænd at sætte redningsbåden ud. Vi kunne næsten ikke tro, at den kunne holde stand; men Gud hjalp, og det lykkedes. Med stor vanskelighed fik vi kvinder og børn, ned i båden, og den gik ind mod kysten. Den kom tilbage, og denne gang gjaldt det om at få de resterende passagerer ombord.

Vi vidste, at nogle af mandskabet måtte sætte livet til, for hvis det lykkedes at tage een tur til, ville båden ikke kunne rumme alle, og skibet ville synke, inden det var muligt at foretage en fjerde tur. Der blev så kastet lod om, hvem der skulle forblive på skibet, og det faldt i min lod at skulle gå ned med det synkende skib. En forfærdelig rædsel og gru kom over mig. "Dømt til at dø – og gå fortabt," sagde jeg til mig selv. Og alle de Synder, jeg havde begaet i mit liv, kom frem for min tanke. Det var forfærdeligt.

Jeg havde en kammerat, som elskede Herren. Ofte havde han talt til mig om at få min sjæl bjerget; men jeg lo bare og sagde, at jeg hellere ville nyde livet. Nu stod han ved min side, og det undrede mig, at han ikke denne gang talte til mig om Frelseren; men jeg forstod det senere. Jeg så. at hans ansigt var roligt og fredfyldt, og der var et underfuldt lys over det. Jeg tænkte med bitterhed i mit Sind:

Ja. han kan sagtens smile, da han skal i redningsbåden og reddes fra døden."Kære Jim, hvor kunne jeg således tage fejl af dig? – Nu nærmede redningsbåden sig igen. En efter en gik de mænd ned i båden, som efter lodtrækningen var bererettiget til det. Så blev det Jim's tur; men i stedet for skubbede han mig frem. "Gå du i redningsbåden i mit sted, Tom," sagde han, "og mød mig i himlen. Du må ikke dø og gå fortabt; for mig er alt i Orden. " Jeg ville ikke have lades ham gøre det; men jeg blev skubbet fremad af de andre, som var ivrige efter at komme i båden. Jim vidste, at sådan ville det gå, selv om, han ikke havde fortalt mig, hvad han agtede at gøre. Få sekunder efter var jeg i redningsbåden. Vi havde ikke mere end lige forladt skibet, før det gik ned, og Jim gik ned med det. Jeg ved, at han gik hjem til Jesus; men, frue, han døde for mig, – ja, han døde i mit sted. Er det ikke sandt, det jeg sagde, at TO døde for mig?"

Han tav et øjeblik, medens hans øjne fyldtes med tårer, og så sagde han: "Da jeg så det skib gå ned, sagde jeg til Gud i mit hjerte: Hvis jeg kommer levende i land, skal Jim ikke være død forgæves. Jeg vil møde ham i himlen. Jim's Gud må være værd at kende, når han ville dø, for at jeg kunne få endnu en chance til at overgive mig til Ham. " – "Gik der lang tid, inden De fandt Frelseren?" spurgte jeg. "Ikke så lang tid, selv om det syntes således for mig. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle begynde. Det, der altid stod for mig, enten jeg var vågen eller sov, var, at jeg ligesom kunne se Jim, med det stille, rolige smil på sit ansigt, gå ned med det synkende skib. I begyndelsen tænkte jeg mere på Jim end pa Herren. Derefter anskaffede jeg mig en Bibel, for jeg havde set, at Jim holdt så meget af at læse i sin. For jeg begyndte at læse i den, bad jeg en kort bøn. Jeg var meget uvidende, og jeg sagde til Herren, som det var, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle komme til himlen og møde Jim, og jeg bad Ham vise mig vejen." – "Og det gjorde Han? "

"Ja, for det gjorde Han. Jeg vidste ikke, hvor i Bibelen jeg skulle begynde at læse; men så tænkte jeg, at jeg ville begynde på Ny Testamente og læse i rækkefølge, indtil jeg fandt ud af, hvordan jeg kunne blive frelst. I begyndelsen fandt jeg det meget vanskeligt. — Da jeg kom til det femte, sjette og syvende kapitel i Matt. Ev., syntes jeg, at hver linie fordømte mig, og jeg sagde til mig selv: "Det nytter ikke, Tom, der er ingen redning for dig. Du er altfor stor en synder," og jeg lukkede Bogen. Men så kom Jim's sidste ord til mig atter og atter: "Mød mig i himlen," og dermed havde han da ment, at der var håb for mig, for han kendte jo Bibelen og vidste også, hvordan mit liv var. Jeg fortsatte med at læse, og til sidst kom jeg til det afsnit, der handler om de to røvere, hvoraf den ene blev frelst. "Her er en mand," tænkte jeg, "der er ligeså slet, som jeg er." Jeg lagde den opslåede Bibel på bordet, faldt på mine knæ og bad således: "Herre, jeg er ligeså syndig som denne røver var; vil du frelse mig på samme måde, som du frelste ham." Da jeg rejste mig fra bønnen, faldt mine øjne på disse ord: "Sandelig siger jeg dig, i dag skal du være med mig i Paradis. "

Jeg tog disse ord som svar pa min bøn, selv om jeg ikke netop troede, at jeg skulle dø. Jeg tror, at Jesus sendte mig disse ord, for at jeg skulle vide, at Han havde tilgivet mig al min synd. Igen knælede jeg ned og takkede Ham. Lidt efter lidt forstod jeg, hvad frelse var og at Jesus, ved at dø i mit sted, havde renset alle mine Synder bort i sit dyrebare blod, for Jesu Kristi, Guds Søns blod renser os fra al synd." (1. Joh. 1:7). Min største længsel er nu at se Jesus, og dernæst længes jeg efter at se Jim derhjemme i himlens herlighed." (W. B.)